16/08-17 12:02; Opdateret: 16/08-17 14:22

Mails er centrale i sag mod overgrebsanklaget psykiaterMails er centrale i sag mod overgrebsanklaget psykiater

For tredje gang er en psykiater, der tidligere har mistet sin autorisation, tiltalt for sexovergreb.

storybild

København. Som afhøringen af en 51-årig psykiater skrider frem ved Retten i Glostrup onsdag bliver listen af mails, advokaterne henviser til, længere og længere.

Manden er under anklage for at have udnyttet en kvindes sindssygdom til samleje gennem en årrække.

Ifølge senioranklager Peter Rask, der er mødt i retten, er overgrebene sket "et større antal gange" i perioden 2004 til 2016.

Det er i samme periode, at de mails, der læses op, er blevet sendt.

Ved siden af temaer som savn og længsel fremgår det, at kvinden løbende skriver om den behandling, hun gennemgår. Blandt andet, at hun er deprimeret.

- Depression gjorde, at hun ville have mere opmærksomhed, mere kærlighed, mere af mig, siger tiltalte under afhøringen.

Flere gange skal kvinden have påpeget, at hun har gjort skade på sig selv. Men det afviser psykiateren at have vidst før sidst i forholdet.

- Jeg havde ikke mulighed for at læse alle de mails. Der var tusindvis, siger han.

Det var ikke alle, som han mente skulle kende til relationen. Han skal have skrevet, at der ville komme "bøvl" og "ballade"ud af det, hvis kvinden fortalte det til sin daværende psykiater, der stod for hendes behandling.

Den 51-årige har tidligere været med til at behandle kvinden. Men det var inden, at den seksuelle relation blev indledt, påpeger han.

Står anklagen til troende, har han gennem 12 år forgrebet sig på hende forskellige steder på Sjælland. Blandt andet på et bosted.

Det bestrides ikke, at parterne har haft et seksuelt forhold. Men manden er anklaget for at have udnyttet hendes sindssygdom til det. Ifølge ham selv var det et kærlighedsforhold.

Spørgsmålet er, om hendes sygdom er "stærk" nok til at indgå i beskyttelsen, og om den i så fald er blevet udnyttet.

Den 51-årige er tidligere blevet idømt halvandet års fængsel i Norge i 2010 for at have sex med en kvindelig patient.

Derefter rejste han tilbage til Danmark, hvor han arbejdede under et andet navn som psykiater. Igen i 2013 misbrugte han sin stilling til at have et seksuelt forhold til en patient.

Her mistede han både sin autorisation og fik en fængselsdom på tre måneder. Derudover skulle han betale 20.000 kroner i erstatning til kvinden.

Sideløbende havde manden både et ægteskab og et forhold til kvinden i den anden ende af mail-tråden.

Der ventes at blive afsagt dom 17. august.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx