28/11-17 14:58

FN-organ begræder Danmarks kolde flygtningeskulderFN-organ begræder Danmarks kolde flygtningeskulder

UNHCR håber, at Danmark kommer til fornuft og dropper sin nye, afvisende kurs over for kvoteflygtninge.

storybild

København. Den danske regerings planer om fortsat at vende ryggen til systemet for kvoteflygtninge vækker bekymring i FN's flygtningeorganisation, UNHCR.

Her beklager organisationens danske talsperson, Elisabeth Arnsdorf Haslund, regeringens ønske om at ændre på udlændingeloven, så det bliver lettere for Danmark at undslå sig nye kvoteflygtninge.

- Det beklager vi meget, for vi står i en situation i verdenen, hvor der faktisk er behov for flere pladser til kvoteflygtninge og ikke færre.

- Det er nødvendigt globalt at dele ansvaret, så de lande i nærområderne, der huser rigtig, rigtig mange flygtninge, ikke står alene, siger Elisabeth Arnsdorf Haslund.

UNHCR vurderer, at der næste år er behov for omkring 1,2 millioner pladser, og selv om de knap 500 kvoteflygtninge, som Danmark indtil sidste år tog imod årligt, kun er en brøkdel af behovet, så er de danske pladser vigtige.

- Én ekstra plads er stadigvæk én ekstra flygtning, som kan komme i sikkerhed og få en holdbar løsning for fremtiden.

Enhver plads tæller, så vi appellerer kraftigt til, at Danmark genoptager kvoteprogrammet, siger Elisabeth Arnsdorf Haslund.

Spørgsmål: Hvilket lys stiller det her Danmark i i FN?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, men Danmark har jo traditionelt været en stærk partner og et forbillede på kvoteflygtningeområdet – ikke mindst fordi Danmark har påtaget sig at tage nogle af de flygtninge, der skal flyttes meget hurtigt fra flygtningelejrene af forskellige årsager.

Danmark nåede ifølge Udlændingestyrelsen at acceptere 85 kvoteflygtninge sidste år, inden regeringen suspenderede ordningen.

I år har Danmark taget nul kvoteflygtninge, mens eksempelvis Sverige og Norge i årets første ni måneder har taget henholdsvis 4767 og 2834 kvoteflygtninge.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx