Af Mads Degn - 23/07-17 20:37

Charlotte raser over nyt rejseselskab i Danmark: 'Jeg er simpelthen så forarget'Charlotte raser over nyt rejseselskab i Danmark: 'Jeg er simpelthen så forarget'

På anmeldersiden Trustpilot hagler kritikken ned over busselskabet Flixbus, som i april rullede ud på de danske veje i samarbejde med det familieejede busselskab Abildskou.

storybild

Charlotte Sten Jacobsen. Privatfoto.

Anmeldernes og kundernes kritik kredser sig især om tre punkter: Ringe kundeservice, beløb der bliver hævet flere gange og dårlige muligheder for at få refunderet sine penge.

En af de kunder, som på Trustpilot har givet udtryk for sin utilfredshed, er den 56-årige sproglærer og kommunikationskonsulent fra København, Charlotte Sten Jacobsen.

»Jeg er meget forarget over det selskab, og den måde de kører det på. Jeg ville nægte at bruge dem fremover, men jeg er tvunget til det, fordi der ikke er så gode togforbindelser fra København til Mors, hvor min far bor,« siger hun til BT.

I et forsøg på at få refunderet penge for billetter, brugte Charlotte Sten Jacobsen en time på at komme igennem til en medarbejder, som ikke kunne hjælpe hende. Efter at være blevet sendt rundt i systemet et par gange, lød beskeden, at hun skulle sende en mail på enten tysk eller engelsk, hvis hun ville have sine penge retur – plus at hun skulle overføre 15 euro i gebyr, svarende til cirka 110 kroner.

Charlotte Sten Jacobsens korrespondance med Flixbus sluttede i starten af maj, og hun fortæller, at hun har opgivet at få de 446 kroner tilbage, hun havde betalt for sine billetter.

»Det er ikke fordi, det er en formue, det er mere princippet i det. Jeg har det simpelthen så skidt med at støtte og bruge mine penge på Flixbus, når de bruger så ufine metoder. Når man ringer til dem, virker de simpelthen så uvidende,« siger hun og tilføjer:

»Jeg hader sådan nogle selskaber, men jeg er ligesom bundet til at bruge dem, hvis jeg vil besøge min far.«

Familievirksomheden Abildskou A/S indgik den 28. februar i år et partnerskab med den tyske busgigant Flixbus. Samarbejdet betød, at Flixbus fra starten af april overtog en række af Abildskous ruter, både nationalt og ud i Europa.

Et hurtigt blik på Trustpilot viser, at Flixbus siden sit danske indtog har scoret 2.5 stjerne ud af 10 mulige - 76 procent af de i alt 37 anmeldere har givet busselskabet bedømmelsen ’dårlig’, mens kun 11 procent kalder deres oplevelse for ’fremragende’.

Den 19-årige gymnasieelev, Emil Vogelius, fra Ry har ligesom Charlotte Sten Jacobsen, givet Flixbus bundkarakterer på Trustpilot. Efter en længere kamp med busselskabets kundeservice, har han mere eller mindre opgivet at få de 400 kroner tilbage, han betalte for meget i forbindelse med en dobbeltbestilling til Tyskland.

»Jeg har skrevet til den danske supportside, men de svarer ikke, så jeg har lidt givet op nu. Jeg har overvejet at tage sagen videre til Forbrugerstyrelsen, men Flixbus virker ikke som et selskab, der er til at rykke med,« siger han til BT.

Dobbeltbestillingen skete, da Emil Vogelius første gang ville købe en billet, men fik en fejlmeddelelse på Flixbus' hjemmeside. Herefter hentede han deres app, hvor bestillingen gik fint igennem. Det var først, da han kom hjem, at han kunne konstatere, at beløbet var blevet trukket to gange fra hans konto.

Flixbus' behandling af sagen gør, at han har sat sine ben i deres busser for sidste gang.

»Jeg har ikke planer om at bruge dem mere. Så vil jeg hellere betale noget mere og tage toget, eller finde et andet busselskab. Jeg synes simpelthen, det er for dårlig service,« siger han.

Flixbus beklager

I en mail til BT forklarer Flixbus' pressetalsmand Rosa Donat, at selskabet siden de trådte ind på det danske marked, har været ramt af en del tekniske problemer. De problemer skulle dog være løst nu.

»Da dette var en førstegangsoplevelse for os - selvom vi er startet succesfuldt i mange andre lande - tog det os noget tid at lokalisere problemerne. Men så snart de blev identificeret, begyndte vores danske kundeservice at refundere billetterne,« skriver Rosa Donat og beklager forløbet:

»Vi er meget kede af, at dette har været de danske kunderes første oplevelse af os - dette ligger langt fra vores vanlige serviceniveau. Vi kan garantere, at alle kunder får deres penge tilbage.«

Hun fortæller derudover, at Flixbus er i gang med at åbne et kundeservicecenter i Aarhus.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Intens nedrykningsgyser: Forrygende...
bt.dk
Arriva efter Støjbergs...
bt.dk
Dagens horoskop: Det siger stjernerne...
bt.dk
Medarbejdere er rasende: De ansatte...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx