27/11-17 14:10; Opdateret: 27/11-17 14:29

Det trækker op til dramatisk slutspurt om to borgmesterposterDet trækker op til dramatisk slutspurt om to borgmesterposter

I Slagelse Kommune er der ingen konstituering endnu efter kommunalvalget. På Læsø er der en, men den vakler.

storybild

København. I to kommuner er det fortsat usikkert, hvem der ender med at blive borgmester. Det er status knap en uge efter kommunalvalget sidste tirsdag.

På Læsø blev DF'eren Karsten Nielsen udpeget som borgmester onsdag aften. Men Venstre stritter fortsat imod.

Den siddende V-borgmester, Tobias Birch Johansen, sår tvivl om konstitueringen og har inviteret DF, Socialdemokratiet og Læsø Listen til en snak mandag klokken 15.

Tobias Birch Johansen har udtalt, at han vil gøre socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen til borgmester.

- Jeg har ikke hørt det fra ham selv endnu, siger Folmer Hjort Kristensen om Tobias Birch Johansens udmelding.

- Jeg fik to kopper kakao af ham sidste onsdag. Så har jeg ikke hørt noget siden, siger Folmer Hjort Kristensen.

Spørgsmål: Hvad tænker du om det?

- Miraklernes tid er ikke forbi endnu. Alle ønsker en bred konstituering. Jeg har en aftale med de andre, siger Folmer Hjort Kristensen.

Spørgsmål: Er det med henblik på, at du selv kan blive borgmester, at du siger, at miraklernes tid ikke er forbi?

- Jeg ønsker ikke at blive borgmester. Jeg har et udvalg, jeg gerne vil være formand for, siger Folmer Hjort Kristensen.

Socialdemokratiet, DF og Læsø Listen har tilsammen fem mandater i kommunalbestyrelsen. Venstre har fire.

I Slagelse arbejder Venstre fortsat på at skaffe flertal for en V-borgmester. Slagelse er den sidste kommune, der helt mangler en konstituering.

John Dyrby Paulsen (S) var ellers hurtigt ude på valgnatten og erklære, at han havde et flertal bag sig.

Men det ser ikke så solidt ud mere, eftersom konstitueringsforhandlingerne trækker ud.

Venstre sendte mandag morgen en pressemeddelelse ud sammen med De Radikale og DF. I den opfordrer de til at udskyde det konstituerende byrådsmøde, hvor borgmesteren endegyldigt vælges, til 8. december.

Det er ellers planen, at det skal holdes på fredag.

- Vi går efter et bredt samarbejde, og vi skylder at undersøge alle muligheder, siger Venstres Knud Vincents.

I Slagelse er valget faldet sådan ud, at Liberal Alliance er blevet tungen på vægtskålen. Partiet fik kun ét byrådsmedlem valgt, nemlig Villum Christensen.

Han stod i første omgang bag John Dyrby Paulsen og har afvist at pege på den nuværende Venstre-borgmester, Stén Knuth.

Men Venstre er klar til at stille med en anden borgmesterkandidat, hvis det kan få LA over på deres side, siger Knud Vincents.

- Det har Stén Knuth været ude og meddele. Hans person står ikke i vejen, siger Knud Vincents.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx