Af Ritzau - 20/12-16 10:07; Opdateret: 20/12-16 11:06

284 søgte asyl i november: Laveste tal i over tre år284 søgte asyl i november: Laveste tal i over tre år

Antallet af asylansøgere i Danmark er fortsat lavt. Det glæder udlændinge- og integrationsministeren.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) glæder sig over det fortsat lave antal asylansøgere i Danmark. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Året rinder ud, og det giver anledning til at gøre status i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Her viser en opgørelse, at 6000 mennesker har søgt om asyl i Danmark i år. Dermed ser det endelige antal asylansøgere for 2016 ud til at lægge sig markant under tallene fra tidligere år.

En udvikling som glæder udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)

- Jeg er glad for, at antallet fortsat holdes på et lavt niveau, siger hun i en pressemeddelelse.

Senest er der i november foreløbigt registreret 284 asylansøgere, og det er det laveste antal på én måned siden august 2011. Dengang søgte 274 personer asyl. Sidste år søgte hele 5100 asyl i november.

- Tallet er markant lavere end samme måned de to foregående år, og det viser, at vores stramme udlændingepolitik sammen med de fælles initiativer på EU-plan virker, siger ministeren.

Mens der i år indtil videre er registreret cirka 6000 asylansøgere, så blev der i hele 2015 registreret omkring 21.300 asylansøgere. I 2014 var tallet 14.800.

De mange asylansøgere fik den daværende Venstre-regering til at skønne, at der ville komme 25.000 asylansøgere til Danmark i 2016. Men det tal har altså vist sig langt fra at holde stik.

Selv om antallet af asylansøgere er lavt, står emnet fortsat højt på den politiske dagsorden.

Den nydannede VLAK-regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative vil sætte en stopper for muligheden for at søge asyl ved de europæiske grænser.

I stedet skal personer, der ønsker asyl i Danmark, indlevere deres ansøgning i et såkaldt tredjeland - altså uden for EU - foreslås det i regeringsgrundlaget.

Dansk Folkeparti er med på første del af forslaget - altså et stop for asylsøgning ved grænsen. Men partiet mener ikke, at det skal være muligt at søge asyl fra et land uden for EU.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx