21/09-17 15:58; Opdateret: 21/09-17 16:51

Kommuner skal tage endnu færre flygtninge end ventetKommuner skal tage endnu færre flygtninge end ventet

Udlændingestyrelsen regner kun med at skulle fordele 2200 flygtninge til kommunerne i år.

storybild

København. Kommunerne skal formentlig kun tage imod 2200 flygtninge i år og ikke 4000 som tidligere ventet.

Sådan lyder det i en ny melding fra Udlændingestyrelsen, der endnu engang nedjusterer sit skøn over det antal flygtninge, der ventes at blive fordelt til kommunerne i 2017.

- Det sker på baggrund af antallet af indrejste asylansøgere og antallet af flygtninge, der indtil dato er blevet boligplaceret i kommunerne i år, oplyser styrelsen.

Det er anden gang i år, at Udlændingestyrelsen skruer ned for skønnet over flygtninge. I første omgang var det forventningen, at 10.000 flygtninge skulle ud i landets kommuner i år.

Men i april blev den prognose ændret til 4000. Og tallet ser altså nu ud til at blive endnu lavere.

Konkret betyder det for eksempel, at Odense Kommune står til at modtage 18 flygtninge i stedet for 33. Og Esbjerg skal modtage 39 i stedet for 71, mens Vejle får 47 flygtninge i stedet for 85.

Frem til 31. juli, som den seneste opgørelse dækker, havde 1948 personer fået asyl i Danmark i år. Derudover var 4757 blevet familiesammenført.

I 2015 fik 10.849 personer asyl i Danmark. I 2016 faldt tallet til 7493.

33 procent af asylsagerne har i år ført til, at ansøgeren har fået asyl. Sidste år var den såkaldte anerkendelsesprocent 72. Og i 2015 var den på 85 procent.

Af de personer, der har fået asyl i Danmark i år, er knap 500 syrere, knap 200 er fra Marokko, 121 er fra Eritrea og 117 er fra Afghanistan. Det er de største nationaliteter.

Dertil er en gruppe på 376 personer, der betegnes som "øvrige" samt en række andre lande, hvorfra der er kommet under 100.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx