20/11-17 15:48; Opdateret: 20/11-17 16:09

Sexgynger var aldrig planen til Alternativets valgfestSexgynger var aldrig planen til Alternativets valgfest

Alternativet i København har aldrig planlagt at have sexgynge eller mørkerum til partiets valgfest, lyder det.

storybild

København. Efter det mandag er blevet beskrevet, at Alternativet i København holder valgfest på en bar med mørkerum og sexgynge, har gruppeformand René Gade opfordret sine kolleger på Christiansborg til at blive væk fra festen.

- Der er intet galt med stedet - det er garanteret et glimrende sted at holde fest. Men vi taler om, at vi skal agere professionelt med politiske budskaber, og det passer det ikke til, siger René Gade.

Valgfesten i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget tirsdag bliver holdt på LGBTQIA-baren Monastic, der er en bar for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter.

Men sexgynge og mørkerum har aldrig været planen, oplyser Magnus Haslebo, der både er forperson for Alternativet i København og partiets pressechef på Christiansborg:

- Fuckswing og dark room er en del af deres normale udsmykning af stedet, men det har aldrig været en del af programmet eller den invitation, der er blevet sendt ud til valgfesten.

Informationen om sexgyngen og mørkerummet stammer fra presserådgiver Rune Langhoff fra Alternativet på Christiansborg.

I en mail til Ritzau 12. november om valgfesten skrev han blandt andet: "Der er åbenbart både darkroom og fuckswing, så det bliver nok ganske alternativt".

Den information har fremgået af Ritzaus kalender, som er tilgængelig for andre medier. Og det er herigennem, René Gade mandag er blevet gjort bekendt med sagen via sociale medier.

Men presserådgiveren oplyser mandag, at han hverken var blevet informeret om sexgynge eller mørkerum fra Alternativet i København:

- Jeg vidste bare, at der normalt er fuckswing og darkroom på baren, siger Rune Langhoff.

Magnus Haslebo understreger, at der ikke har været nogen kommunikation mellem bestyrelsen i København og Christiansborg om valgfesten:

- Bestyrelsen i København har egenhændigt truffet beslutningen om at holde valgfesten på Monastic og står også på mål for den. Det har aldrig været en del af programmet, at der skal være darkroom eller fuckswing.

Det ændrer dog ikke på René Gades opfordring til sine kolleger på Christiansborg:

- Det er en del af stedets dna, og det er det, jeg navigerer efter.

Sagen om valgfesten kommer i kølvandet på, at Jyllands-Posten de seneste dage har afdækket anklager om seksuelle krænkelser i Alternativet.

Mandag bringer avisen om en mail, hvori den afgående pressechef opfordrer politikere og ansatte til at sende billeder af deres "pik i slap tilstand" til en collage til paritets stamværtshus, homobaren Centralhjørnet.

Indsamlingen af intimbilleder skulle aldrig have været foreslået, fordi det kompromitterer partiets professionalitet, har René Gade fastslået.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx