Af Ritzau - 22/03-17 11:18

Hukommelsen svigter tiltalt i sag om tre drabHukommelsen svigter tiltalt i sag om tre drab

27-årig formidlede et skydevåben få timer før likvidering. Han spurgte ikke, hvad det skulle bruges til.

storybild

Tre venner blev i en lejlighed på Frederiksberg i november 2015 dræbt, mens de lå og sov. Gerningsvåbnene var en revolver og et haglgevær. Onsdag fortsætter en nævningesag mod tre tiltalte mænd ved Retten på Frederiksberg (arkivfoto) (Billede: Københavns Politi)

Selv om en mand fra Hedehusene var mellemmand i en våbenhandel en dag i november 2015, er klappen gået ned.

Intet fra den dag har tilsyneladende gjort indtryk og har fæstnet sig i hans hukommelse.

Den 27-årige JØ er sammen med to andre tiltalt i sagen om drabene på tre unge venner i en lejlighed på Frederiksberg natten til 11. november. Våbnet er ifølge anklagemyndigheden den revolver, der blev brugt til forbrydelsen.

Men i Retten på Frederiksberg onsdag melder manden pas, da han udspørges af specialanklager Jakob Buch-Jepsen.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede den dag, siger han.

Det er blandt andet sms-beskeder, der afslører hans rolle som formidler i en våbenhandel. "Vi tager den", skrev han på et tidspunkt 10. november.

- Er I i gang med at planlægge noget, spørger anklageren.

- Nej, det er vi ikke, svarer JØ. Hvem "vi" er, vil han ikke sige.

- Du interesserer dig ikke for, hvad der skete med våbnet?

- Jeg har ikke spurgt, svarer han.

Såkaldte masteoplysninger om JØ's telefon viser, at han den aften blandt andet var i Rødovre, hvor rockerklubben Bandidos har et klubhus, og hvor svogeren er medlem. Svogeren er ligeledes tiltalt for at have begået drabene.

I Rødovre boede også rockeren Umar Ashgar. Han er ikke længere i live. Han begik selvmord i arresten nogle måneder efter, at han var blevet varetægtsfængslet for at have deltaget i forbrydelsen.

JØ afviser dog at have opsøgt Ashgar.

- Jeg ved, at jeg ikke har mødtes med Umar, siger JØ.

Selv om han formidlede transaktionen, så han på intet tidspunkt våbnet, lyder det.

Mindre end 12 timer efter våbnet blev afleveret, blev tre unge dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej.

Forbrydelsen ligner en likvidering. Vennerne Philip Rasmussen, Suhaib Jaffar og Mike Vinther blev skudt, mens de lå og sov.

Onsdag afbrydes anklagerens afhøring flere gange af protester fra JØ's forsvarer, advokat Finn Walther Petersen.

- Det er næsten obstruerende, udbryder anklageren.

Men forsvareren giver igen:

- Det har ikke noget at gøre med at obstruere. Det handler om fair trial, siger Finn Walther Petersen og hentyder til princippet om en retfærdig rettergang.

Forsvareren gør indsigelser, når han mener, at anklageren vil læse højt af politiets skriftlige vurderinger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx