Af - 12/01-15 22:13; Opdateret: 13/01-15 09:29

Dansker død under skiferie i ØstrigDansker død under skiferie i Østrig

En 32-årig mand blev dræbt efter at være styrtet på ski i Østrig. Omstændighederne er fortsat uklare

En 32-årig dansker mistede mandag livet i forbindelse med en skiferie i østrigske Saalbach-Hinterglemm.

Det bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Metroxpress.

- Vi har underettet de pårørende, men kan ikke gå i nærmere detaljer omkring dødsfaldet, da vi er underlagt tavshedspligt, oplyser den vagthavende i Borgerservice.

Ifølge det østrigske medie Salzburger Nachrichten var danskeren en del af en vennegruppe på fire, og den 32-årige var kørt ad en anden piste, da vennerne fandt ham liggende i sneen.

Først virkede manden klar i hovedet, men efterfølgende mistede han bevidstheden.

Manden bar hjelm, men fordi han befandt sig foran de andre i gruppen, er der ingen, der har set, hvordan han kom galt af sted.

Lægehjælp blev tilkaldt, men hverken hjertemassage eller anden lægehjælp kunne redde den 32-årige

Det lokale politi udtaler til tv2.dk, at ulykken skulle være sket på en nem skiløjpe, og at dødsårsagen ikke er et styrt.

Der ventes nu en obduktion af manden, som skal fastslå den præcise dødsårsag.


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx