Af Ritzau - 21/12-16 10:44; Opdateret: 21/12-16 11:14

S vil beholde 12-tallet i de kommende generationerS vil beholde 12-tallet i de kommende generationer

Dansk Folkeparti og Venstre vil kigge på karakterskalaen og genindføre en hæder til de bedste elever.

storybild

Arkivfoto. Socialdemokraterne ser ikke grund til at ændre på karakterskalaen. (Billede: Scanpix/Søren Bidstrup)

12-tals-strømmen i det danske uddannelsessystem skal ikke stoppes ved at ændre på syvtrinsskalaen.

Det siger Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, Mette Reissmann.

- Nu synes jeg bare, man skal tage det roligt og ikke lave alle mulige gevækster på syvtrinsskalaen, der stadig er ved at blive implementeret i den danske folkesjæl, siger hun.

Onsdag har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) ellers åbnet for, at der bør gives en ekstra udmærkelse til exceptionelt dygtige studerende.

På den måde skal der differentieres mellem de mange elever, der får 12.

Men den idé bryder man sig ikke om i Socialdemokratiet. Selv om skalaen har været udskældt, mener man, at man bør lade skalaen være.

- Jeg mener, at man bliver nødt til at prøve at lade den bundfælde sig i en generation eller to, siger Mette Reissmann.

Hun synes, at man bør huske på, at syvtrinsskalaen kun har eksisteret i ti år. Den gamle 13-skala blev indført tilbage i 1963 og fik altså en noget længere levetid.

Selv om Socialdemokratiet ikke vil ændre karakterskalaen, er de dog åbne for en form for hæder til dem med de højeste snit på de videregående uddannelser.

Det kunne være i form af en titel som "Graduate with honors", lyder det.

I Dansk Folkeparti har man længe ønsket at få lavet om på syvtrinsskalaen.

Derfor er partiet glad for, at Søren Pind vil se på en form for udmærkelse til de bedste studerende. Også selv om de helst så, at det gamle 13-tal kom tilbage i karakterbøgerne.

- Vi har manglet det gode gamle 13-tal, der blev givet for den ekstraordinære indsats. Kan vi finde noget tilsvarende, vil det da være dejligt, siger uddannelses- og forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

Syvskalaen blev indført i skoleåret 2006/2007 med argumentet om, at det gamle 13-tal ikke gav mening, når karakteren blev brugt i udlandet.

Dengang var forventningen, at kun hver tiende beståede eksamen ville udløse et 12-tal. Men i dag bedømmes omkring 16 procent af de beståede eksamener på universiteterne med karakteren 12.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx