Af Ritzau - 09/06-17 23:14

Behandlingshjem for narkomaner risikerer lukningBehandlingshjem for narkomaner risikerer lukning

Eksperter og minister frygter for døgnbehandling af narkomaner, efter at henvisninger er halveret på få år.

storybild

Forskere advarer imod en udvikling, der kan tvinge døgnbehandlinger af narkomaner til at lukke. (Billede: Scanpix/Mikkel Møller Jørgensen)

Kommunerne har nedprioriteret at henvise narkomaner til døgnbehandling. Det betyder nu, at der er så få narkomaner i døgnbehandling, at det kan koste institutioner livet.

Det skriver Politiken på baggrund af en rundspørge. Avisen har hentet svar fra 18 af de 20 institutioner i Danmark.

Seks institutioner svarer i undersøgelsen, at hvis det nuværende niveau af henvisninger til døgnbehandling fortsætter, så risikerer man at lukke. Skulle antallet falde yderligere, vil flere institutioner følge efter.

Dermed risikerer man at tabe en række svære stofmisbrugere, advarer eksperter over for Politiken lørdag.

Blandt de seks institutioner, der svarer, at man ville stå over for en lukning, finder man de tre største behandlingshjem i landet.

De tre stod i 2015 for godt halvdelen af alle døgnbehandlingsforløb, viser en opgørelse fra Center for Rusmiddelforskning.

Ifølge Henrik Rindom, som er misbrugsekspert, overlæge og psykiater ved Hvidovre Hospital, kan udviklingen resultere i, at den intensive døgnbehandling helt forsvinder.

- Hvis udviklingen fortsætter som nu, så eksisterer den her behandling ikke om to-tre år. Det har jeg svært ved at se.

- Og det er et tab for den samlede misbrugsbehandling, at det bliver nedprioriteret i den grad, vi er vidne til lige nu, siger Henrik Rindom til Politiken lørdag.

Siden 2007, hvor kommunerne overtog ansvaret for den kommunale døgnbehandling, er antallet af visitationer faldet med 58 procent.

- De mennesker, der har brug for akut handling her og nu, de kommer til at blive ladt tilbage med utilstrækkelige behandlingstilbud. Især tunge yngre misbrugere, siger Henrik Rindom til Politiken.

Kritikken gør indtryk på socialminister Mai Mercado (K).

- Når man ser på rapporter og hører forskere og fagfolk sige, at døgnbehandlingen er enormt effektiv, men er i fare for at forsvinde, så er det mig magtpåliggende hurtigst muligt at drøfte med kommunerne, hvad årsagerne til den her voldsomme udvikling er, siger hun til Politiken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx