Af Ritzau - 03/01-17 17:29; Opdateret: 03/01-17 17:55

100 personer skønnes fejlagtigt at få udbetalt jobpræmie100 personer skønnes fejlagtigt at få udbetalt jobpræmie

Registerfejl er skyld i, at 100 personer fejlagtigt får udbetalt regeringens jobpræmie, oplyser minister.

storybild

100 personer får fejlagtigt udbetalt jobpræmie, oplyser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Når regeringens nye jobpræmie træder i kraft 1. april, vil omkring 100 personer fejlagtigt få den udbetalt.

Det oplyser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Ritzau i en skriftlig kommentar.

- Som jeg forstår det, er der tale om en ventil, man skal have med, fordi der kan være nogle i målgruppen på knap 164.000 personer, der af forskellige årsager er registreret som ledige, selv om de reelt var i job ved skæringsdatoen.

- Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har oplyst mig, at det skønnes at dreje sig om 100 personer, som en kort periode vil kunne få en jobpræmie på grund af registerfejl, lyder det fra ministeren.

Det var Jyllands-Posten, som tirsdag kunne fortælle, at en række forkerte personer vil få udbetalt jobpræmien, som skal lokke langtidsledige i job ved at give dem op til 2500 kroner om måneden som en økonomisk gulerod.

Af lovforslaget fra regeringen fremgår det, at årsagen skal findes i de it-systemer, der skal sammenkøres for at finde frem til dem, der har ret til jobpræmien.

Da der løbende sker efterregistreringer i systemet, skal it-systemet løbende opdateres. Det medfører, at der skal laves tre supplerende søgninger i systemerne i april, maj og juni.

De kan vise, at en person har arbejdet mere end først antaget, og derfor ikke har været ledig så længe, som det kræves for at få jobpræmien. Alligevel får vedkommende udbetalt den, indtil myndighederne opdager det.

- Der siger vi så, at man ikke skal betale pengene tilbage, og det synes jeg er rimeligt, når borgerne nu har fået oplyst, at de er omfattet af ordningen.

- Det er samtidig klart, man ikke får gevinsten, efter at man bliver opmærksom på fejlen. Ligesom nogle vil gå den anden vej og få jobpræmien, fordi det viser sig, at de faktisk havde ret til den.

- Og så skal de naturligvis have de penge, siger Troels Lund Poulsen.

Den toårige ordning skal omfatte ledige, som 1. december 2016 havde været på kontanthjælp i et år eller dagpenge i halvandet år. Det omfatter ifølge Beskæftigelsesministeriet cirka 164.000 personer.

Hvis de kommer i job kan de få udbetalt en jobpræmie på op til 2500 kroner skattefrit om måneden - og maksimalt 45.000 kroner i alt.

Jobpræmien vil koste cirka 800 millioner kroner over tre år. Regeringen vil ifølge Jyllands-Posten anvise, hvor pengene skal komme fra, når forslaget bliver fremsat i Folketinget.

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Ekspert: Modegigant booker ikke prins...
bt.dk
10 sunde vaner, som du skal droppe...
bt.dk
Kendt tv-vært går imod sit eget parti...
bt.dk
Venner gennem 30 år: Eddie Skoller...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx