Af - 03/09-13 13:24; Opdateret: 03/09-13 16:47

DR haglet ned for usagligt mellemøst-programDR haglet ned for usagligt mellemøst-program

De to værter fra DR's populære radioprogram 'Monte Carlo', Peter Falktoft og Esben Bjerre, møder kolossal kritik for deres tv-dokumentarserie, 'Monte Carlo elsker jøderne', som DR sender i otte afsnit. Mellemøst-ekspert kalder skildringen for 'pinlig' og de to værter for 'egoistiske snothvalpe'.

storybild

DR's populære radioprogram 'Monte Carlo' med Peter Falktoft (tv.) og Esben Bjerre bag mikrofonerne møder kolossal kritik for deres tv-program, 'Monte Carlo elsker jøderne', som DR sender i otte afsnit. Mellemøst-ekspert kalder skildringen for 'pinlig' og de to værter for 'egoistiske snothvalpe'. (Billede: DR - Kasper Ledet)

De to radioværter Peter Falktoft og Esben Bjerre har i det populære radioprogram 'Monte Carlo' nærmest indtaget Jesus-lignende figurer, der, hævet over al kritik, har kunnet gå på vandet og stort set foretage sig, hvad de ville på P3's sendeflade. Og danskerne elskede dem for det. Men nu tyder noget på, at FM-båndet er knækket for de to rapkæftede herrer.

LÆS OGSÅ: Monte Carlo indtager Mellemøsten

I DR's tv-program 'Monte Carlo elsker jøderne', hvor de to unge mænd ifølge DR's hjemmeside tager på en både farlig og sjov tur til Mellemøsten for at give et nyt syn på og opleve Israel/Palæstina konflikten på egen krop, ser det ud til, at de er gået for langt. Selv i satirens tegn.

Efter det første program blev vist på tv, svømmede Facebook over med vredesudbrud fra skuffede seere, der mente, at konflikten i stedet for at blive anskuet fra et nyt synspunkt blev latterliggjort og trukket ned på et ikke værdigt niveau for et DR-program.

Måtte slukke for tv'et
Ifølge Signe Fischer Smidt, der er programleder for Folkekirkens Nødhjælp i Øst Jerusalem og har boet de seneste fire år i det uroplagede område, er seer-kritikken af DR og de to værter i høj grad berettiget.

- Bare kig på deres mottoer for programmet: 'man kan stadig have en fest' og 'husk det gode humør'. Det bruger de i en konflikt, hvor folk har mistet børn i terrorbomber, blevet tortureret, anholdt uden årsag og uden at blive stillet for en dommer, har mistet huse og ejendele og er rent ud sagt blevet blinde af had på grund af den angst og usikkerhed, de lever under hver dag. På begge sider. Den problemstilling giver måske mening i Danmark, hvor vi ikke lever under sådanne forhold, siger hun til Metroxpress.

Signe Fischer Smidt var, inden det første af i alt otte programmer blev vist, ellers fortrøstningsfuld og glad for, at DR nu forsøgte at give et nyt og frisk syn på en konflikt, som helt tydeligt er gået i hårknude. Men den glæde var kortvarig:

- Jeg måtte slukke kort inde i det andet program, da det simpelthen blev for pinligt for mig at se på. At give et nyt syn på konflikten er bestemt relevant, idet det er tydeligt for enhver, at konflikten er gået fuldstændig i hårdknude, og at det rent faktisk virker umuligt, at de nogensinde vil kunne slutte fred. Men jeg synes ikke, de udnytter humorens potentiale. I stedet gør de nar ad konflikten og dens ofre, siger programlederen for Folkekirkens Nødhjælp og fortsætter:

- Et nyt syn skal aldrig ydmyge de ofre, konflikten har og stadig kræver, og det skal bestemt ikke undervurdere alvorligheden af de ret tunge problemstillinger. Efter min mening kan man godt være både være sjov og alvorlig samtidig, siger hun.

Egoistiske snothvalpe
Et konkret eksempel fra programmet, hvor de to værter latterliggør og hiver konflikten ned på et usagligt plan, er ifølge Signe Fischer deres skildring af Muren. Israels separationsbarriere, som adskiller Vestbredden fra Israel.

- De kalder det en nabostrid over et rækværk eller noget i den retning. Og nej, sådanne petitesser har vi kun tid til i Danmark. Her har muren adskilt folk fra deres indkomstkilde, fra deres familier, skoler og jobs. Det er ikke morsomt. Overhovedet, siger hun og fastslår, at programmet, ifølge dem hun har talt med dernede, allerede har gjort mere skade end gavn.

- De folk, jeg har snakket med om programmet, på begge sider vel at mærke, vil faktisk hellere have, at de holder sig langt, langt væk. Men det er godt tv, danskerne elsker det, og drengene nyder populariteten. Folk hernede lever i en virkelig håbløs situation, og de har ikke brug for gode råd fra et par egoistiske snothvalpe som Esben og Peter, der helt tydeligt ikke kunne være mere ligeglade med mellemøstens virkelige problemstillinger. Det er rigtig ærgerligt, siger hun.

Signe Fischer Smidt er netop vendt hjem fra Østjerusalem efter tre og et halvt år hos Folkekirkens Nødhjælp.

Metroxpress afventer svar fra DR.

LÆS OGSÅ: DR-radioværter kan kun grine af Lorry-direktør

LÆS OGSÅ: Lorry-direktør angriber kendte radioværter

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx