06/12-17 17:15; Opdateret: 06/12-17 21:05

Overhaling fører til raseri og knivstikOverhaling fører til raseri og knivstik

Politiet jagter føreren af en rød bil - enten Citroën C1 eller Toyota Aygo - efter et knivstikkeri i Vanløse.

storybild

En bilist blev så vred over en overhaling på Grøndals Parkvej i Vanløse, at han stak en anden bilist ned. Offeret er uden for livsfare. Scanpix/Christian Fisker

København. Det var tilsyneladende en overhaling, der onsdag eftermiddag gjorde en bilist så sur, at han stak en anden bilist ned i Vanløse.

Det oplyser Københavns Politi onsdag aften.

Knivstikkeriet fandt sted i krydset mellem Grøndals Parkvej og Jernbane Allé.

- Det lader til, at en overhaling på Grøndals Parkvej udløste vejvrede hos den ene part, som så stak den anden med en kniv, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup.

Offeret for knivstikkeriet er uden for livsfare.

I første omgang forlød det, at knivstikkeren først påkørte offerets bil bagfra.

- Men vi er i tvivl om, hvorvidt påkørslen har fundet sted, siger vagtchefen.

Efter overfaldet sætter knivstikkeren sig ind i sin bil og kører fra stedet.

Politiet fortalte tidligere, at gerningsmanden var kørende i en rød Citroën C1.

- Men der kan også være tale om en rød Toyota Aygo, siger Henrik Svejstrup onsdag aften.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra vidner, som har overværet episoden eller har oplysninger om den flygtende bil.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx