Af Ritzau - 24/05-17 15:33

Udenlandske erfaringer afgør blasfemiparagrafs skæbneUdenlandske erfaringer afgør blasfemiparagrafs skæbne

Et flertal i Folketinget er klar til at afskaffe forbud mod at forhåne religioner. Men regeringen er delt.

storybild

En mand er tiltalt for at have afbrændt Koranen. Det er den første sag, der er rejst efter paragraffen siden 1971. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Erik Refner)

150 års forbud mod blasfemi i Danmark kan være på vej mod en afslutning.

Et forslag fra Enhedslisten om at afskaffe straffelovens forbud mod at forhåne religioner har nemlig mulighed for at få opbakning fra et stort flertal.

Det vil afhænge af, hvad en undersøgelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) viser, oplyser Venstres gruppeformand, Søren Gade.

Undersøgelsen skal afdække, hvilke erfaringer Norge, Holland og Island har haft med at afskaffe forbud mod blasfemi. Og når den undersøgelse er klar, vil Venstre tage endelig stilling, oplyser Gade.

Venstre har emnet på sin dagsorden på et gruppemøde i næste uge.

Egentlig er der flertal for at afskaffe paragraffen, for det er kun Venstre og Socialdemokratiet, der vil bevare den.

Men Venstres regeringspartnere, De Konservative og Liberal Alliance, mener begge, at paragraffen skal afskaffes. Så hvis regeringen skal stemme samlet, skal enten Venstre eller K og LA skifte mening.

Og regeringen skal stemme samlet, understreger den konservative retsordfører, Naser Khader.

Han udelukker dog, at det bliver ham, der kommer til at skifte holdning.

- Det er en af de sager, hvor det er hjerteblod, siger Khader.

- Jeg kommer i hvert fald ikke til at stemme mod min overbevisning. For det her har jeg talt for i mange år.

Da forslaget fra Enhedslisten blev behandlet i folketingssalen første gang, forklarede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at der kan være en sikkerhedsrisiko, hvis Danmark afskaffer forbuddet mod blasfemi.

For eksempel i form af risiko for terror mod danske ambassader.

- Der vil være risiko for, at politiske og religiøse ledere vil kunne udlægge beslutningen som et religionsfjendtligt signal, sagde Pape.

Derfor ville regeringen undersøge andre landes erfaringer med at afskaffe forbud mod blasfemi.

Enhedslistens kirkeordfører, Bruno Jerup, der står bag forslaget, mener, at blasfemiparagraffen begrænser ytringsfriheden.

- Der er en straf for at kritisere guder og religioner. Det mener vi er urimeligt, siger han.

- De skal ikke være fritaget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx