19/10-17 19:35

To børn er døde af mulig svampeforgiftningTo børn er døde af mulig svampeforgiftning

En mulig svampeforgiftning på Sjælland i en flygtningefamilie udviklede sig torsdag til en tragedie med foreløbig to døde børn.

storybild

ARKIVFOTO. Grøn fluesvamp (Amanita phalloides). Spiser man 30-50 gram af grøn eller hvid fluesvamp kan det være dødeligt. Torsdag frygtes familie forgiftet. (Foto: Karsten Schnack/Scanpix 2017) (Billede: Karsten Schnack)

Haslev. To børn er døde, og yderligere to er alvorligt påvirkede, efter at en familie i Haslev på Sjælland torsdag blev indlagt efter en alvorlig forgiftning.

- Vi har netop fået meddelt, at to af de indbragte børn er afgået ved døden, og vi kan ikke sige noget nærmere om de øvriges tilstand. De er fortsat under behandling, sagde vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen på et pressemøde torsdag aften.

På mødet blev det oplyst, at børnene, der oprindeligt blev behandlet på flere forskellige sygehuse, modtog modgift mod forgiftning fra indtag af giftige svampe.

Årsagen til forgiftningen undersøges fortsat. Ifølge politiet er der dog intet, der tyder på en forbrydelse.

Der er tale om en familie på i alt 12 personer. Den ene person viser ingen symptomer på forgiftning. Ni medlemmer af familien er indlagt, to af dem er i en alvorlig tilstand. Familien var torsdag aften samlet på Rigshospitalet.

Familien er af anden etnisk herkomst end dansk.

Læge Trine Lilleng fortalte på pressemødet, at de to børn allerede var meget dårlige, da ambulancen ankom til familiens bolig, hvor også andre børn var medtagede.

- Det skete så pludseligt. Begge børn var i live ved ambulancens ankomst, men den 15-årige var hurtigt livløs.

- Vi startede hurtigt genoplivning. Så faldt det andet barn også om livløst. Det var et mindre barn end den 15-årige. Igen gik det hurtigt, sagde læge Trine Lilleng.

Kort efter stod det klart, at flere familiemedlemmer var ramt, og det udløste storalarm. Fire af børnene havde alvorlige symptomer på forgiftning, og for to af dem var det nødvendigt med genoplivning på stedet, oplyste redningspersonale fra Region Sjælland på pressemødet.

Forgiftningssagen udløste udrykning med 11 ambulancer og tre akutlægebiler til stedet.

Familiemedlemmerne blev i hast overført til hospitaler i Køge, Slagelse og Roskilde. Senere blev alle de forgiftede patienter dog samlet på Rigshospitalet, hvor deres tilstand fortsat er uvis.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx