16/11-17 12:30; Opdateret: 16/11-17 12:52

Eks-bokser idømt forvaring for voldtægt og voldEks-bokser idømt forvaring for voldtægt og vold

En 55-årig mand er blevet idømt forvaring for at have slået og voldtaget en tidligere samlever.

storybild

Østre Landsret har torsdag idømt en tidligere professionel bokser forvaring. Free/Rune Øgendahl, Ritzau/arkiv

København. En tidligere professionel bokser er torsdag blev idømt forvaring af Østre Landsret i en sag om vold og voldtægt. Det oplyser senioranklager Emil Folker fra Statsadvokaten i København.

Det er en stadfæstelse af Retten i Nykøbing Falsters dom, som blev afsagt i foråret.

Det var en tidligere samlever, som 55-årige Lars Lund Jensen er dømt for at have voldtaget.

Han og kvinden havde indledt et forhold. Men efter nogle måneder går det galt, og en aften overfaldt han kvinden og slog og sparkede hende. Ved to andre hændelser voldtog han hende.

Efter at forholdet sluttede, blev Lars Lund Jensen ved med at chikanere kvinden. Han begik blandt andet indbrud i hendes hus og sendte trusler til hende.

I alt er han dømt for ti forhold, fortæller senioranklageren, der er ganske godt tilfreds med torsdagens dom.

Det er ikke første gang, at den tidligere bokser er blevet dømt. Han har flere domme bag sig blandt andet for voldtægt og vold mod tidligere samlevere og kærester.

Tidligere har anklagemyndigheden forsøgt at få Lars Lund Jensen dømt til forvaring i en sag fra 2012. Den sag handlede også om vold mod en kvinde.

Men det afviste Retten i Horsens. Han fik i stedet to år og seks måneders fængsel. I den sag udsatte han blandt andet en kvinde for vold, mens hun var lænket til vandtilførslen til et toilet.

Forvaring er en tidsubestemt straf, som erstatter en almindelig fængselsstraf. Sanktionen gives til dømte, som vurderes at være særligt farlige.

Lars Lund Jensen, der blev europamester i sin vægtklasse som professionel bokser tilbage i 1988, bliver anbragt i Anstalten i Herstedvester.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx