Af Ritzau - 20/01-17 07:59

DF klar til at sende danske specialstyrker til Irak og SyrienDF klar til at sende danske specialstyrker til Irak og Syrien

Vi må bekæmpe Islamisk Stat, mener DF's Marie Krarup, som støtter specialstyrker til Irak og Syrien.

storybild

Dansk Folkeparti støtter, hvis regeringen vil sende specialstyrker til området mellem Irak og Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat. Det siger partiets forsvarsordfører Marie Krarup om Politikens oplysninger. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Dansk Folkeparti står bag, hvis regeringen vil sende specialstyrker til området mellem Irak og Syrien i kampen mod Islamisk Stat.

Det siger DF's forsvarsordfører Marie Krarup om Politikens oplysninger, som avisen har fået bekræftet af unavngivne kilder.

- Vi ser positivt på det, fordi vi gerne vil bekæmpe Islamisk Stat, siger Marie Krarup.

Fredag i Udenrigspolitisk Nævn ventes forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) redegøre for planen under punkterne "Internationale operationer" og "Syrien/Irak".

Danmark har allerede udsendt specialstyrker til Irak, hvor de træner irakiske soldater. DF's forsvarsordfører erkender, at det rummer farer, hvis danske soldater skal i kamp.

- Jo. Det er en risikabel operation. Det ligger i naturlig forlængelse af dét, de allerede gør. Derfor ser vi positivt på det, siger Marie Krarup.

Hun understreger, at danske specialstyrker ikke skal kæmpe alene. De vil indgå i en international styrke, som de før har gjort i Afghanistan.

Her hjalp soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset efter terrorangrebet 11. september 2001 amerikanske styrker i kampen mod al-Qaeda. Senere var danske specialstyrker også udsendt til Helmand-provisen i Afghanistan.

Flere partier var torsdag til en tophemmelig briefing i Forsvarsministeriet, hvor regeringen redegjorde for planerne forud for nævnsmødet.

Ifølge Politikens oplysninger blev politikere før briefingen bedt lægge deres telefoner, før de gik ind i mødelokalet.

Regeringen fremsætter ifølge Ritzaus oplysninger fredag et beslutningsforslag om at udsende specialstyrker.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx