Af Ritzau - 08/03-17 15:12

Forfattere skriver på ny sæson om populær natportierForfattere skriver på ny sæson om populær natportier

Ifølge instruktør Susanne Bier er der endnu en sæson på vej af "Natportieren", der blev vist på DR.

storybild

Både "Natportieren"s mandlige hovedrolle, Tom Hiddleston, og instruktør, danske Susanne Bier, har vundet priser for arbejdet med serien. (Billede: Scanpix/John Macdougall)

Fans af agentserien om Jonathan Pine, der starter som natportier og ender i de kriminelles inderkreds, kan langsomt begynde at glæde sig.

Filminstruktøren Susanne Bier bekræfter overfor mediet Broadcast, at udviklingen af en ny sæson af den populære serie "Natportieren" er under opsejling.

Ifølge instruktøren er et hold af forfattere i gang med at skrive på en ny sæson. Men kravene til den svære nummer to er høje.

- Vi vil alle gerne lave en sæson to, men vi ønsker bestemt ikke at lave noget, der ikke lever op til sæson et.

- Det ville være en virkelig dårlig idé, siger den danske instruktør til Broadcast.

Serien produceres af dels britiske BBC, dels amerikanske AMC. Producenterne har ifølge Bier givet udtryk for, at de vil sikre, at sæson to bliver lige så god som den første ved ikke at forhaste produktionen.

"Natportieren" er den danske titel på spiondramaet, som er baseret på den britiske forfatter John Le Carrés roman fra 1993.

Første sæson af den populære serie, der på engelsk hedder "The Night Manager", består af seks afsnit.

Der findes ikke et bogforlæg til en toer i serien.

Men John Le Carrés søn Simon Cornwell har ifølge Radiotimes udtalt, at han finder det interessant at udvide serien med en sæson to - også selv om det vil betyde, at der forfattes videre på hans fars værk.

Den første sæson tiltrak sig stor international opmærksomhed, og Susanne Bier vandt en Emmy-statuette for bedste instruktør for serien.

Også ved Golden Globe-uddelingen vandt seriens mandlige hovedrolle, Tom Hiddleston, en statuette for sin præstation.

Susanne Bier er dermed den første danske instruktør, som er indehaver af både en Emmy og en Oscar. Sidstnævnte modtog hun for "Hævnen".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx