12/11-17 21:16; Opdateret: 12/11-17 21:44

Landdistrikter: Erhvervspakke skal redde din lokale købmandLanddistrikter: Erhvervspakke skal redde din lokale købmand

Afgifter på nødder fjernes, samtidig med at planlagte prissigtninger på slik og vin droppes i erhvervspakke.

storybild

Den nye erhvervspakke kan betyde, at færre handler i de tyske grænsebutikker, og det kan blive redningen for mange købmænd i modvind. Free/Claus Torp

København. Den nye erhvervspakke kan betyde, at færre handler i de tyske grænsebutikker, og det kan blive redningen for mange købmænd i modvind.

Det mener Karsten Gram, der er næstformand for Landdistrikternes Fællesråd.

- Det glæder os overordentligt meget, at man nu kigger på, hvordan man kan holde danskerne fra at køre syd for grænsen og handle, siger Karsten Gram.

Aftalen, der er indgået af regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, indeholder blandt andet en lavere afgift på elvarme og en aktiesparekonto, som starter på 50.000 kroner fra 2019.

Desuden fjernes afgifter på nødder, og planlagte prisstigninger på slik og vin droppes. Emballageafgiften for pantbelagte drikkevarer afskaffes ligesom tillægsafgiften på alkoholsodavand.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd blev der fra 2009 til 2017 lukket 34 procent flere dagligvarebutikker i Sønderjylland sammenlignet med resten af landet.

Karsten Gram håber, at den nye aftale kan hjælpe især de sønderjyske købmænd på rette spor. Men det kræver også lokal hjælp.

- Men så gider jeg ikke høre på folk, der brokker sig over, at købmænd lukker, hvis de selv kører til Tyskland og handler. Man er nødt til som forbruger også selv at støtte købmændene, siger han.

Selv om Landdistrikternes Fællesråd som udgangspunkt er tilfreds med den nye erhvervspakke, påpeger man, at der stadig er mange flere afgifter, man bør kigge på.

- Vi er selvfølgelig glade for, at man ikke har valgt at hæve sukkerafgiften, men vi mener, at man burde sænke den.

- Det samme gælder træpiller og kork til at fyre med. Vi ser, at mange danskere kører til Tyskland og køber den slags, siger Karsten Gram.

Pakken koster næste år 700 millioner kroner stigende til 2,2 milliarder kroner i 2023.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx