15/08-14 13:41

15-årig dreng idømt tre års fængsel for hjemmerøveri15-årig dreng idømt tre års fængsel for hjemmerøveri

En 15-årig dreng fra Brøndby har fået en dom på tre års fængsel for et hjemmerøveri med splatterpistol.

storybild

(Billede: Polfoto)

En dommer ved Retten i Glostrup har valgt at sende en kun 15-årig dreng tre år i fængsel for et hjemmerøveri i Brøndby i foråret.

Den 15-årige dreng begik sammen med to medgerningsmænd 25. april om aftenen et hjemmerøveri i Åmarken i Brøndby. To af dem trængte ind i huset, mens den sidste holdt vagt. De var maskeret og medbragte en splatterpistol, som de truede offeret med.

- Dommen viser, at der strafmæssigt udmåles meget hårde domme i sager om hjemmerøveri, også selvom man er ung og ustraffet, siger senioranklager Natalja Fryd Lindberg.

- Folketinget har meget klart tilkendegivet, at det er fuldstændig uacceptabelt, at folk udsættes for forbrydelser i deres eget hjem. Der er tale om meget alvorlig kriminalitet, når man begår et hjemmerøveri, siger senioranklageren.

De tre unge stjal kontanter, telefon og en bilnøgle fra hjemmet og forlod stedet. To af dem vendte senere samme nat tilbage til hjemmet og stjal bilen. De blev anholdt i den stjålne bil 27. april i år.

Den 15-årige har tilstået hjemmerøveriet. Han blev efter dommen, der blev afsagt i tirsdags, varetægtsfængslet, idet han udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

De to medgerningsmænd afventer nu, at sagen mod dem skal behandles.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx