Af Berit Hartung,Jonas Vester - 11/11-17 12:10

Vinderen af 148 millioner danske lottokroner har meldt sig Vinderen af 148 millioner danske lottokroner har meldt sig

Glad og overvældet. En nordjyde forsøger lige nu at forstå, at hun eller han fredag vandt 148 millioner kroner i lotto.

storybild

En nordjysk kvinde vandt fredag den næststørste lottogevinst i Danmark nogensinde. (Arkivfoto) (Billede: Nils Meilvang)

Tænk, hvis du vandt i lotto? Og tænk, hvis du ikke bare vandt, men hvis du også fik en gevinst, der var så svimlende stor, at du aldrig mere behøvede at gå på arbejde og ikke skulle bekymre dig om terminer, rudekuverter og benzinpriser. For ikke at tale om køtilbud i Netto, outlet, januarudsalg og afbudsrejser. Tænk, hvis du pludselig fik råd til at spise østers og kaviar hver dag. Eller rejse jorden rundt. Eller købe en strandvejsvilla. En sportsvogn. Eller....

Spørg hvem som helst, og de vil helt sikkert have en drøm om, hvad de ville gøre, hvis de en dag vandt en million.

Den drøm er nu blevet til virkelighed for en nordjyde fra Hjørring Kommune. Fredag vandt den pågældende Danmarks næststørste lottogevinst nogensinde.

Hele 148 millioner dejlige danske kroner! Eller helt præcis 148.183.435 kr.

»Vinderen har meldt sig. Vedkommende var overvældet og glad,« fortæller pressetalskvinde Camilla Cornelius fra Danske Spil til BT.

Gevinsten blev vundet i Eurojackpot på en kupon købt hos Spar-købmanden i Skallerup.

Og selv om »glad og overvældet« sikkert er en nordjysk underdrivelse for »jublende stjerne-lykkelig«, og den pågældende nordjyde lige nu oplever det, de fleste af os må nøjes med at drømme om, hjælper Danske Spil med rådgivning, så drømmen ikke ender med at blive et mareridt. Så stor en gevinst kan nemlig godt være lidt af et chok, fortæller Camilla Cornelius.

»Folk skal lige komme sig over det, når de har vundet. Det tager typisk et par dage at finde ud af, hvad man nu vil,« siger hun.

Den nordjyske vinder ønsker at være anonym.

Danske Spil tilbyder rådgivning til vinderne af de helt store milliongevinster.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx