Af Ritzau - 25/01-17 07:45

S vil grille skatteministeren om grønlænderbemærkningS vil grille skatteministeren om grønlænderbemærkning

Lars Aslan Rasmussen (S) vil gerne vide, om regeringen vil købe flere grønlændere efter sag om Aleqa Hammond.

storybild

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal forsvare udtalelser om den grønlandske politiker Aleqa Hammond. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har allerede beklaget sagen, men onsdag skal han i folketingssalen forholde sig til sine kontroversielle udtalelser om det grønlandske medlem af Folketinget Aleqa Hammond.

Ministeren har ved en nytårskur udtalt, at Venstre har "købt en grønlænder" med henvisning til en aftale med Hammond om, at hun blev udnævnt som formand for Grønlandsudvalget i Folketinget.

Det minder om mafiametoder, mener socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen, som onsdag vil spørge Lauritzen til sagen.

- Der har været fokus på tonen. Altså det med at sige grønlænder. Men det alvorlige er at købe folk.

- Regeringen har købt Hammond, og jeg vil gerne vide, om regeringen har planer om at gøre det igen. Det må ministeren forholde sig til, siger Lars Aslan Rasmussen.

Foruden Lauritzen har også Venstres gruppeformand, Søren Gade, på hele partiets vegne beklaget sagen.

Lars Aslan Rasmussen tror ikke, at der blot er tale om en kæk bemærkning fra skatteministerens side.

- Det er faktuelt rigtigt, at Hammond har fået en formandspost for ikke at vælte Lars Løkke. Venstre har i ren italiensk stil købt et andet medlem af Folketinget. Det er ærgerligt for folkestyret.

- Jeg håber, at han indrømmer, at de har købt Hammond, siger Lars Aslan Rasmussen.

Hammond, som er løsgænger i Folketinget, er en omstridt politiker. Hun har helt specifikt lavet en aftale med Venstre, som betyder, at hun i sager om kabinetsspørgsmål ikke kommer til at vælte regeringen.

Et kabinetsspørgsmål er et forslag, som en regering sætter til afstemning i Folketinget, og hvor regeringen på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal.

De fire nordatlantiske mandater i Folketinget tilhører rød blok, men Hammond vil ikke være med til at vælte en dansk statsminister, hvis det skulle komme så vidt.

Hammond blev i august sidste år ekskluderet fra partiet Siumut efter en sag om brug af Folketingets kreditkort.

Tidligere har hun også trukket sig som landsstyreformand i Grønland, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx