Af Ritzau - 06/03-17 12:18; Opdateret: 06/03-17 13:03

Bestyrelsesformand: Skadeligt at fravriste DR musikkenBestyrelsesformand: Skadeligt at fravriste DR musikken

Danskere mister mulighed for at opleve klassisk musik, hvis ministerplaner føres ud i livet, mener DR-formand.

storybild

Bestyrelsesformand i DR Michael Christiansen advarer mod at fjerne musikken fra DR. (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Når kulturministeren drømmer om et DR uden hornorkester og pigekor, piller hun ved DR's dna som nyhedsformidler, oplysningsorgan og kulturinstitution.

Derfor er det ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen betænkeligt, at Mette Bock (LA) foreslår et slanket DR, hvor musikken er taget ud og flyttet til eksempelvis Det Kongelige Teater.

- Hvis man flytter det væk og flytter det over i en almindelig kulturinstitution, som ikke er i stand til elektronisk at formidle tingene, så skiller man formidlingen og kunsten ad.

- Det kan udløse en meget stor skadevirkning for den almindelige dansker, siger han.

DR besidder ifølge formanden en særlig evne, som andre kulturinstanser ikke har, fordi DR kan bruge de elektroniske kanaler til at få musikken ud til dem, der ikke normalt bruger penge på kulturen.

- Koncertsalen er derfor også et elektronisk mekka, hvorfra musikken udgår til hele landet. Det er vores opgave ikke at lave opera for de få, men at lave musik for de mange.

Spørgsmål: - Men kan I ikke godt fortsætte med at formidle musikken uden orkestre. Der er jo ikke nogen, der siger, at I ikke må sende radioprogrammer om klassisk musik?

- Det er klart, men når vi ikke selv er medskabere af musikken og musikformidlingen og ikke selv styrer det, er situationen jo en ganske anden.

- Vi bruger jo radio- og symfoniorkestret til at lægge en strategi for, hvordan vi skal få musikken ud.

Mette Bock mener modsat Michael Christiansen, at det vil styrke de øvrige kulturinstitutioner at få tilført orkestrene fra DR - det vil ligefrem være et smukt syn, lyder det.

Men bestyrelsesformanden ser en svækkelse af kulturen, også selv om han medgiver, at ideen er gennemførlig.

- Det kan man selvfølgelig godt. Der er en masse økonomiske problemer, herunder hvem skal så betale for koncertsalen, der har kostet to milliarder. Men det er ikke det, der er det væsentlige, for økonomiske problemer kan jo løses.

- Det, det handler om, er, hvem der løser opgaven; at formidle musikken til hele befolkningen og ikke bare dem, der har råd til det, og dem der bor i København, siger DR's bestyrelsesformand.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx