Af Cathrine Bloch,Kasper Kildegaard - 08/08-17 20:47

Dansk Folkeparti vil afskaffe licensenDansk Folkeparti vil afskaffe licensen

Dansk Folkeparti lægger nu op til omfattende ændringer af DR.

storybild

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, lægger op til at afskaffe licensen og gennemføre massive besparelser i DR. Meldingen kommer i forbindelse med partiets årlige sommergruppemøde, der i disse dage afholdes i Sorø. (Billede: Thomas Lekfeldt)

Dansk Folkeparti vil afskaffe licensen og flytte DR til finansloven. I samme ombæring skal medievirksomheden skæres markant, lyder det fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Kulturministeren og Socialdemokratiet er åbne over for forslaget.

Partiet vil gøre op med den måde, medievirksomheden finansieres på i dag, og foreslår helt at afskaffe licensen.

I stedet skal pengene til DR fremover findes på finansloven, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl i et interview med Berlingske i forbindelse med partiets årlige sommergruppemøde.

»Vi forestiller os, at man afskaffer licensen som noget, DR opkræver direkte hos danskerne. Det er et privilegium, DR har haft i mange år, så man kan sige, at vi på den måde bare sidestiller DR med alle andre i den offentlige sektor,« siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

»Licensen er en slags bruttoskat, som betales af alle danskere uanset indkomst. Derfor er der en større retfærdighed i at opkræve det over vores fælles skattesystem og flytte regningen over på finansloven.«

Licensen udgør i dag knap 2.500 kroner årligt pr. husstand og indbringer samlet ca. 3,7 milliarder kroner om året til DR.

Det beløb skal nedbringes, mener Dansk Folkeparti, der derfor samtidig vil gennemføre massive besparelser i DR. Partiet foreslår, at DR beskæres med 25 pct. i den periode, det næste medieforlig, der skal forhandles på plads næste år, kommer til at løbe over. Det svarer til ca. 900 mio. kr.

»Det er vigtigt for os, at vi har et mangfoldigt medielandskab, hvor der er konkurrence og flere forskellige aktører, der byder sig til over for danskerne. Hovedproblemet i medielandskabet i dag er, at det i stigende grad bliver domineret af én spiller, nemlig DR, mens andre bliver trængt,« siger Thulesen Dahl og fortsætter:

»Det kræver simpelthen, at vi får DR ned i størrelse. Det er ikke et mål i sig selv at få nogen ned i størrelse, men vi har politisk et ansvar for at sikre nogle rammebetingelser, der gør, at der er plads til andre end DR også i fremtiden.«

DR er Danmarks nationale public service-selskab, der er fuldt licensfinansieret.

DR skal leve op til public service-forpligtigelsen om at sikre et bredt udbud af programmer og tjenester til hele befolkningen via TV, radio, internet og andre relevante platforme.

Udbuddet skal bl.a. omfatte nyheder, oplysning, kultur og underholdning.

Licensen udgør 2.492 kr. om året og skal betales af alle husstande med TV, radio eller internet.

DRs indtægter fra licensen udgør årligt ca. 3,7 mia. kr.

Er en besparelse på 25 pct. ikke så voldsom, at det vil gå ud over kerneydelserne i DR?

»Det vil betyde, at DR bliver nødt til at blive mere fokuseret. En public service-virksomhed som DR skal dels være god til at tilbyde det, andre ikke vil lave, men som vi gerne vil have produceret. Og dels skal den tilbyde kvalitetsnyheder, men ikke på så bred en platform som i dag. Det vil efter min opfattelse medføre, at vi får et DR, som alle danskere kan benytte sig af, men som også levner plads til andre.«

Kulturminister: »Spændende« forslag

DF-formanden forestiller sig, at finansieringen til DR fremover hentes forskellige steder fra, ligesom man gjorde, da man afskaffede PSO-afgiften. Han peger f.eks. på, at der kan hentes penge fra råderummet, ligesom han heller ikke vil afvise, at en marginal forhøjelse af bundskatten kan komme på tale.

Kristian Thulesen Dahl ser helst, at man allerede i forbindelse med efterårets skatteforhandlinger lægger sig fast på at afskaffe licensen.

Han betegner det som en skattelettelse og mener derfor, at det er naturligt at drøfte det i det regi. På den måde er de økonomiske rammer også mere eller mindre på plads forud for forhandlingerne om det nye medieforlig.

»Man kunne godt forestille sig, at regeringen vil bruge nogle milliarder på at sænke topskatten. Der vil jeg bare spørge, om det ikke er bedre at se på, om nogle af pengene kan bruges på det her,« siger han.

Kulturminister Mette Bock (LA) kalder DFs forslag »spændende« og »inspirerende«.

»Der er ingen tvivl om, at DR er blevet for stort og fylder for meget i mediebilledet,« siger hun.

I regeringsgrundlaget lægges der op til at sænke licensen, men Mette Bock er også åben over for helt at afskaffe den – eller eksempelvis gøre nogle af DRs ydelser abonnementsbaserede. Hun er dog afvisende over for at indlede drøftelsen allerede i efteråret.

»Der er et medieforlig, der løber til udgangen af 2018. Det skal man respektere. Og hvis vi virkelig i den kommende medieaftale skal gå det spadestik dybere, vi har brug for, skal vi kigge på det samlet,« siger hun.

»Det vil berøre alle – dybt«

DRs bestyrelsesformand, Michael Christiansen, oplyser, at bestyrelsen ikke har en samlet holdning til spørgsmålet om licens. Personligt ser han både fordele og ulemper ved at afskaffe den og finansiere DR over skatten.

Fordelen er, at man ved at køre det over skatten overfører den »udligning«, der er i skattesystemet, så alle ikke betaler det samme uanset indkomst. Ulempen ved at sætte DR på finansloven er ifølge Michael Christiansen, at man »mindsker afstanden mellem Christiansborg og DR«, fordi DR kan blive genstand for årlige politiske diskussioner.

»Og så øges risikoen for, at DRs ledelse tænker politisk, betydeligt, og det vil sige, at afstanden mellem politik og public service vil blive mindsket. Det, synes jeg, er betænkeligt,« siger han.

Michael Christiansen mener dog, at den risiko ikke er så stor, hvis man laver en særlig DR-skat svarende til kirkeskatten i stedet for en »rigid« skattemodel. Førstnævnte model har man valgt i Finland.

Om forslaget om en besparelse på 25 pct. over få år siger han, at det vil medføre »dramatiske beskæringer af DR«. Reelt vil det ifølge bestyrelsesformanden være mere end 25 pct., fordi DR har store faste omkostninger til bygninger.

»Derfor vil det formentlig betyde, at en tredjedel af DR skal skæres væk. Som jeg har sagt, vil ingen komme til at gå fri, for det er ikke muligt at gøre det på et område. Altså: Det vil være det hele, og det vil berøre alle – dybt,« siger Michael Christiansen.

Socialdemokratiets kulturordfører og næstformand, Mogens Jensen, erklærer sig åben over for at diskutere DFs forslag – både når det kommer til at finde et alternativ til licensen, og når det kommer til at diskutere de økonomiske rammer for DR.

»Vi går konstruktivt ind i de kommende medieforhandlinger med henblik på at sikre en bred medieaftale. Men der skal ikke være tvivl om, at vi synes, det er vigtigt med en stærk, national public service-spiller og et DR med tyngde, som kan sikre danskerne fri og lige adgang til nyheder, kultur og underholdning på vores eget sprog,« siger Mogens Jensen, som først senere på året konkret vil lægge sig fast på, hvordan han ser DRs fremtid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx