Af Ritzau - 05/01-17 14:55

Isbjørnehan flytter til Jylland efter skilsmisseIsbjørnehan flytter til Jylland efter skilsmisse

Københavns Zoo ser ud til at have løst et problem i parforholdet mellem havens to isbjørne Ivan og Noel.

storybild

Isbjørneparret Ivan og Noel i Københavns Zoo skal skilles. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Isbjørneparret Ivan og Noel i Københavns Zoo står foran en skilsmisse. Det har længe knaget i den arktiske ring, hvor især isbjørnehunnen har lidt under den dårlige kemi.

Men nu har Københavns Zoo fundet en løsning på den ulykkelige situation. Isbjørnehannen Ivan flytter til Jylland, skriver TV2 Lorry.

Det seneste halve år har det været så slemt med isbjørnene, at hunnen er begyndt at udvise såkaldt stereotyp adfærd. Det betyder, at hunnen har gentaget den samme handling igen og igen.

- Vores isbjørne matcher ikke socialt. De kan simpelthen ikke lide hinanden, og især vores hunbjørn prøver at undgå hannen. Og det er et problem. Hun svømmer ofte frem og tilbage i anlægget, fordi hun føler sig presset, fortalte Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst, tilbage i oktober.

For at problemet ikke skulle udvikle sig og på længere sigt skade bjørnene, har København Zoo været i fuld gang med at få byttet den ene isbjørn ud med en anden i det europæiske avlssamarbejde, som haven er en del af.

Og det er nu lykkedes.

Derfor flytter hannen Ivan til Skandinavisk Dyrepark ved Kolind i Østjylland.

- Det sker allerede tirsdag eller torsdag i næste uge, og vi sender ham selv derover, fortæller Jacob Munkholm Hoeck, presseansvarlig i Københavns Zoo, til TV2 Lorry.

- De glæder sig til at få ham, og han har jo været der før, så vi håber, at det kommer til at gå rigtig fint.

Isbjørnehunnen Noel kommer kun til at være single i kort tid. Allerede i februar håber Københavns Zoo, at en moden og ikke mindst ganske viril han vil indtage den arktiske ring og forhåbentlig også Noels hjerte.

- Der kommer en ny han fra en russisk zoologisk have. Den går faktisk rundt oppe i Sibirien, fortæller Jacob Munkholm Hoeck:

- Han har allerede fået masser af unger, så vi håber på, at han ankommer, samtidig med at hunnen er i brunst, så vi snart kan få nogle unger her i Zoo.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx