31/08-17 12:29; Opdateret: 31/08-17 16:10

Sundhedsminister om brud på kræftfrister: Alvorlig udviklingSundhedsminister om brud på kræftfrister: Alvorlig udvikling

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) vil have forklaret, hvorfor regionerne ikke overholder aftalte frister.

storybild

København. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har indkaldt regionernes formandskab til samtale om faldet i antallet af patienter, der kommer igennem kræftpakkeforløb inden for de givne tidsfrister.

Det sker, efter at Sundhedsdatastyrelsen har offentliggjort tal for, hvor mange der gennemgår de såkaldte kræftpakkeforløb inden for de frister, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Hvor det i første kvartal i år gjaldt 84 procent, er tallet i andet kvartal faldet til 77 procent.

- Det er en alvorlig udvikling, der kommer oven i problemerne med at overholde patientrettighederne på de tidskritiske kræftformer.

- Jeg er bekymret på patienternes vegne og har derfor indkaldt Danske Regioners formandskab til en samtale om kræftpakkerne og ventetider på kræftområdet generelt, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Over for Ritzau uddyber Ellen Trane Nørby sin bekymring. Den går blandt andet på, at der er væsentlige forskelle på, hvor gode de fem regioner hver især er til at overholde de aftalte frister.

- Det ser ud til, at der er geografisk ulighed på sundhedsområdet.

- Derfor er jeg optaget af at finde ud af, hvordan vi kan lære af hinanden, så vi sikrer patienter i hele landet en behandling af høj kvalitet, siger Ellen Trane Nørby.

Bent Hansen (S), der er formand for Danske Regioner, er ikke tilfreds med udviklingen på området.

- Det er bare ikke i orden. Det er ikke godt nok. Det kan vi ikke være bekendt over for kræftpatienterne, siger han til Ritzau.

Spørgsmål: Hvad er din analyse af, hvad der er gået skævt?

- Jeg tror ikke, jeg kan svare på alle regioners vegne, men der er nogle steder, hvor den opfølgning, der er nødvendig i hverdagen, ikke er gjort.

- Nu er det gået godt i så mange år, og så er man tilsyneladende ikke så omhyggelig med at følge op, siger Bent Hansen.

På hans egen hjemmebane, Region Midtjylland, er der også et markant tilbagefald.

Andelen af patienter, der behandles rettidigt, er faldet fra 85 til 73 procent inden for det seneste kvartal.

- Vi plejer at ligge i top, nu ligger vi i bunden. Det er jeg rigtig træt af. Derfor har jeg også bedt om hver måned at se tallene for, hvordan det går, så vi ikke skal vente et helt kvartal, siger Bent Hansen.

Region Midtjylland har nedsat en taskforce, der skal følge udviklingen. I Region Nordjylland har man bedt de enkelte hospitaler lave handleplaner med initiativer, der skal sikre, at behandlingstiderne overholdes.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx