Af Carolina Magdalene Maier - 03/12-17 17:49

'Med så få kvindelige borgmestre bliver der truffet dårligere beslutninger''Med så få kvindelige borgmestre bliver der truffet dårligere beslutninger'

DEBATINDLÆG: Carolina Magdalene Maier, født 1973, er politisk ordfører for Alternativet og valgt ind i byrådet i København, hvor hun også bor. Før hun gik ind i politik, var hun centerleder på Videnscenter for Patientstøtte, Region Hovedstaden. Har kæreste og tre børn.

storybild

Carolina Magdalene Maier, politisk ordfører for Alternativet

En af de bedste historier fra den netop overståede valgkamp er historien om Christina Krzyrosiak Hansen. I en alder af blot 24 år er den unge socialdemokrat blevet Danmarks yngste borgmester nogensinde.

Jeg kender ikke ret meget til hendes politik eller den politiske situation i Holbæk, hvor hun er blevet valgt. Men at hun får borgmesterposten er lovende for vores demokrati af i hvert fald to grunde: Hun er kvinde, og hun er ung.

Både kvinder og unge er der underskud af i kommunalpolitik, ja politik generelt, og jeg er af den klare opfattelse, at politikere ikke skal ligne hinanden for meget, men i stedet afspejle befolkningens mangfoldighed. Både hvad angår køn, alder, etnicitet, uddannelse og baggrund. Hvilket vi desværre er meget langt fra i dag.

Resultatet af valget blev eksempelvis kun 14 kvindelige borgmestre i landets 98 kommuner. Tre i hele Jylland. Slet ingen på Fyn. Det er helt skævt, for det er jo ikke fordi, vi mangler seje kvinder, der kan løfte en borgmesterpost.

Og det er helt skævt, for man træffer bedre beslutninger, når man har mangfoldige perspektiver på en given sag, hvilket man ikke kan sige, vi har i dag, når de fleste borgmestre og byrådsmedlemmer er gamle, hvide mænd.

Hvor står vi så selv i Alternativet?

Blandt vores opstillede kandidater var mændene stadig i flertal, men jeg er glad for, at vælgerne har stemt mangfoldigt på vores kandidater således, at vores 20 valgte byrådsmedlemmer er 10 kvinder og 10 mænd. Samtidig har vi fået valgt tre danskere med en anden etnisk herkomst end dansk, hvis man tæller de mandater med, som vi har fået valgt ind i regionerne.

Det er jeg stolt af. Men vi er langt fra i mål. Så jeg håber, at vi ved næste valg - både fra Alternativets side og fra de øvrige partier generelt vil have mere mangfoldige kandidatfelter – så vi får mere mangfoldige politikere og borgmestre. Det har vi brug for.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx