Af Ritzau - 22/03-17 20:18

Oliepenge og arbejdspladser vandt Socialdemokratiet overOliepenge og arbejdspladser vandt Socialdemokratiet over

Flere oppositionspartier, deriblandt Socialdemokratiet, har skrevet under på den nye nordsøaftale.

storybild

En lang række partier har indgået en aftale om udvinding af olie og gas fra Nordsøen med blandt andre A.P. Møller - Mærsk. (Billede: Colourbox)

Udsigten til en fortsat pengestrøm i statskassen og jyske arbejdspladser gjorde udslaget for Socialdemokratiet, der er blandt de oppositionspartier, som har støttet den nye aftale om Nordsø-olien.

Under aftalen vil Mærsk og medlemmerne af DUC få en større skatterabat for til gengæld at investere i at fastholde produktionen af olie- og gas i Nordsøen. Flere selskaber havde truet med helt at lukke ned uden en ny aftale.

- Denne her aftale giver flere penge i statskassen i sidste ende. Der kan bruges på at styrke velfærden og de ting, der er til samfundets bedste.

- Og så er vi optaget af, at den giver mange arbejdspladser. Specielt i Jylland og området omkring Esbjerg, siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

Regeringen og parterne bag aftalen skriver gentagne gange, at aftalen sikrer samlet 26 milliarder kroner til statskassen over de næste år.

- Det er i et scenarie, hvor selskaberne ikke ville investere nok til at lave en fuld udbygning af produktionen uden aftalen.

- Jeg har aldrig troet på, at en komplet nedlukning har været realistisk. Men det har været et spørgsmål om en hel eller delvis udbygning, siger Benny Engelbrecht.

Mens Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet er glade for aftalen, er Alternativet og Enhedslisten ganske utilfredse.

Alternativet forstår ikke, at aftaleparterne giver skatterabatter for milliarder for at forlænge udvindingen af fossile brændsler.

Enhedslisten undrer sig over, at A.P. Møller - Mærsk aldrig ser ud til at forlade et forhandlingsbord uden at have sikret milliarder i støtte eller skatterabatter.

- Dette her betyder, at der kommer op mod 26 milliarder kroner flere i kassen, end hvis ikke man havde lavet den. Jeg har ikke hørt Enhedslisten anvise, hvordan de penge ellers skulle være kommet.

- Det er nu engang sådan, at ansvarlige partier træffer de her langsigtede og vigtigt beslutninger, siger Benny Engelbrecht.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx