04/09-17 08:51; Opdateret: 04/09-17 10:17

Regeringen vil give veteraner ret til ekstra lægetjekRegeringen vil give veteraner ret til ekstra lægetjek

Ny pakke vil give tidligere soldater med PTSD ret til en second opinion, hvis de får afslag på erstatning.

storybild

Regeringen vil blandt andet sætte sagsbehandlingstiderne for danske veteraner, der søger om erstatning, ned. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. Efter flere år med kritik fra soldater- og veteranforeninger vil regeringen nu give hjemvendte soldater en bedre chance for at få anerkendt deres psykiske lidelser som post traumatisk stress (PTSD) i en ny veteranpakke.

- Vi skylder at gøre en særlig indsats for dem, der har kæmpet med deres liv som indsats i internationale operationer for Danmark, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (v).

I veteranpakken ønsker regeringen at give soldaterne ret til en ekstra lægevurdering, hvis de får afslag på erstatning.

Det kan være i sager, hvor veteraner søger erstatning hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), men får afslag, fordi det ikke findes bevisligt, at soldaternes PTSD skyldes udsendelse.

Samtidig skal der gøres noget ved sagsbehandlingstiderne, der i dag kan være op til flere år, lyder det fra ministeren.

- En af de udfordringer, som nogle af vores veteraner har, er, at der er en meget lang behandlingstid for at få tilkendt erstatning i forhold til PTSD. Det vil vi gøre noget markant ved, og det skal ske ved stort set at halvere sagsbehandlingstiden, siger ministeren.

Regeringen vil øremærke 10 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiden i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

Landsformand i Danmarks Veteraner Niels Hartvig Andersen er positiv over for tiltagene, som formanden selv har efterlyst hos regeringen.

- Lige præcis de her to ting, det er noget, der vil gøre en forskel ude i veteranverdenen, siger han.

Ifølge Niels Hartvig Andersen er man med de nye politiske tiltag 80 procent af vejen, hvad angår indsatsen over for veteraner.

Men for at komme helt i mål skal der fremover tænkes mere langsigtet og tænke behandlingen af soldater ind i budgetterne, allerede når soldater sendes ud på missioner.

- Det er staten, der sender soldaterne ud, så det er også staten, der må budgettere med de her udgifter, og det har man ikke gjort indtil nu, siger han.

Anerkendelsesprocenten for veteransager om PTSD er cirka 80 procent for sager anmeldt fra 1992 og frem til april 2017, oplyser beskæftigelsesministeriet.

Det vil sige, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkender omkring fire ud af fem sager om veteraner med PTSD.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx