03/08-17 08:03

Forældres reaktion betyder meget for en god skolestartForældres reaktion betyder meget for en god skolestart

Uanset om barnet er udfarende eller tilbageholdende, bør man udvise ro og rummelighed. Skolestarten kan nemlig være meget overvældende for nogle børn.

storybild

Børn spejler sig i deres forældre, så sørg for at give skolen positiv opmærksomhed og interesse - uanset hvad du selv måtte have af skolemæssige erfaringer. Free/Colourbox

København. Snart ringer klokken ind til et nyt skoleår, og for tusindvis af børn begynder et helt nyt kapitel.

Mange af de kommende elever er allerede gradvist blevet introduceret til skolen gennem overgangen fra børnehave til skolefritidsordningen.

Men når skolen for alvor begynder, er det alligevel anderledes, fortæller psykolog og familievejleder Heidi Agerkvist.

- Særligt for familiens første skolebarn kan snakken om skolen være diffus, og det kan være svært for barnet at forestille sig at have en hverdag der. Nogle børn siger, at de ikke vil i skole, fordi de tror, at man skal kunne læse, inden man kommer derhen, så det er vigtigt ikke at hype snakken alt for meget, siger hun.

Børn spejler sig i forældrene. Derfor skal man som mor eller far til en ny elev tage det helt roligt, lyder det fra næstformand for Danmarks Lærerforening Dorte Lange.

- Uanset hvad man selv har af skolemæssige forudsætninger og erfaringer, er det bedste råd er at give skolen positiv opmærksomhed og vise interesse. Man skal udtrykke, at man synes, det er dejligt og spændende, at barnet skal i skole. Det er en helt simpel ting, som faktisk betyder rigtig meget, siger hun.

Ifølge Heidi Agerkvist kan skolestarten være enormt overvældende for mange børn. Det kan betyde, at barnet den første uge synes, at det hele er spændende, men den næste uge giver udtryk for det modsatte.

- Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at noget går dårligt, eller at barnet ikke er skoleklart. Som forælder skal man have ro i maven og vide, at det som udgangspunkt er fuldstændig naturligt og forventeligt, siger hun og understreger:

- Hvis barnet ikke trives eller er dybt ulykkeligt, skal man selvfølgelig handle på det, men ikke blive forskrækket, hvis barnet får en overbelastningsreaktion af træthed og indtryk.

Uanset om ens barn farer rundt på første skoledag eller står mere afventende bag mor og far, er rummelighed nøgleordet.

- Hvis barnet både skal være nervøs over at gå ind i skolen og samtidig kan mærke på sine forældre, at følelsen er forkert, så kommer barnet for alvor på arbejde, siger Heidi Agerkvist og fortsætter:

- Det gælder om at være fleksibel som forælder og kigge på, hvad barnet har brug for. Har det brug for korte dage, eller spørger det, hvorfor man allerede kommer og henter det igen?

Fakta: Støt barnets skolestart

- Sig til barnet, at det går i skole for at lære og ikke skal kunne tingene i forvejen.

- Pak skoletasken, penalhuset og bøgerne sammen.

- Tag tidligt hen på skolen, og se, hvor lokalerne, køleskabene og toiletterne er.

- Vær rummelig, uanset om barnet er udfarende eller tilbageholdende. Også når barnet bearbejder de nye indtryk.

- Stol på, at læreren har styr på det, og at børnene skal nok nå at lære det, de skal.

- Vis barnet, at man som forælder samarbejder med læreren.

- Pas på med at lave for mange weekendplaner og legeaftaler i starten, hvis barnet er udkørt.

Kilder: Dorte Lange, Heidi Agerkvist.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx