11/10-17 17:07

DSB og Banedanmark får kritik: Togene kører ikke til tidenDSB og Banedanmark får kritik: Togene kører ikke til tiden

DSB og Banedanmark har ikke været gode nok til at levere tog til tiden. Fejl på tog og signaler driller.

storybild

Arkivfoto (Billede: Bax Lindhardt)

Hvis du er en regelmæssig bruger af de danske statsbaner, så kommer det næppe som en overraskelse, at togene ikke kører til tiden.

Men nu får DSB og Banedanmark kritik fra Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne finder, at DSB's og Banedanmarks indsats for at nå målet for kundepunktlighed "ikke har været tilfredsstillende".

- Det skyldes blandt andet, at DSB har haft mange fejl på togene, og at der har været mange signalfejl ved Banedanmarks sikrings- og signalanlæg, skriver Statsrevisorerne i en beretning.

DSB indgik i april 2015 en ny 10-årig kontrakt om togdriften. Kontrakten indeholder et nyt mål for kundepunktlighed. Nu bliver DSB og Banedanmark målt på, hvor stor en del af kunderne der ikke bliver forsinket mere end tre minutter.

DSB og Banedanmark er dog ikke kommet godt fra start.

Statsrevisorerne finder det "ikke tilfredsstillende", at køreplanen for 2016 ikke var "tilstrækkelig robust til at sikre en stabil togdrift med høj punktlighed".

Både DSB og Banedanmark har ydet en indsats i 2017 for at forbedre kundepunktligheden, men Statsrevisorerne konstaterer, at kundepunktligheden stadig ligger under målet.

Statsrevisorerne peger på, at DSB's leverance af tog fra værksted til drift har været mangelfuld. Samtidig har der været for få mekanikere til at servicere togene.

Banedanmark har suppleret elendigheden ved "mangelfuld projektstyring af sporfornyelsesprojekter"

Samtidig har forsinkelsen af Signalprogrammet ifølge Statsrevisorerne medført, at "planlagte udskiftninger af gamle sikrings- og signalanlæg ikke er blevet gennemført".

- Statsrevisorerne må sammenfattende konstatere, at Banedanmarks gamle sikrings- og signalanlæg og DSB's gamle og problemfyldte tog også i de kommende år vil udfordre en stabil togdrift med høj punktlighed, hedder det i beretningen.

DSB får samtidig kritik fra Rigsrevisionen for forsøget på at bygge IC4-togene færdige i en to-årig periode fra 2014 til 2016.

Indsatsen har i perioden fundet sted på baggrund af en ekspertvurdering foretaget af rådgivningsfirmaet PROSE.

Målet har været, at togene var bygget færdige og kunne indgå fuldt ud i driften i 2019.

I slutningen af 2016 besluttede DSB imidlertid at ændre planerne for brugen af IC4-togene i fremtiden, så DSB fremover vil bruge togene mindre end oprindeligt planlagt.

Rigsrevisionen vurderer på den baggrund, at DSB's indsats for at bygge IC4-togene færdige ikke har været tilfredsstillende.

- Det skyldes, at DSB ikke har gennemført en række af de aktiviteter, som PROSE vurderede var afgørende for at nå målene for blandt andet driftsstabiliteten, fastslår Rigsrevisionen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx