Af Ritzau - 30/05-17 18:05; Opdateret: 31/05-17 00:04

Politi anholder 18-årig efter vold og knivstik i VollsmosePoliti anholder 18-årig efter vold og knivstik i Vollsmose

To er kommet til skade i et slagsmål i Vollsmose tirsdag eftermiddag. En 18-årig mand er anholdt for vold.

storybild

I forlængelse af urolighederne i Vollsmose tirsdag eftermiddag har Fyns Politi anholdt en 18-årig mand, som mistænkes for kvalificeret vold. (Billede: Scanpix/Nils Svalebøg)

En 18-årig mand er anholdt i forbindelse med et større slagsmål i den udsatte Odense-bydel Vollsmose tirsdag eftermiddag.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse sent tirsdag aften.

Den 18-årige mistænkes for kvalificeret vold.

Ved anholdelsen flygtede den unge mand fra stedet. Men han blev kort tid efter anholdt ved Odense Universitetshospital (OUH).

Politiet oplyser, at det ikke kan udelukkes, at der foretages yderligere anholdelser i sagen.

Tirsdag eftermiddag var politiet massivt til stede i Vollsmose efter en anmeldelse om et større slagsmål i Egeparken i Odense-bydelen.

I forbindelse med slagsmålet blev en mand slået i hovedet med en stump genstand, mens en anden blev stukket i låret med en kniv. De er begge uden for livsfare, oplyser politiet.

I kølvandet på slagsmålet rykkede politiet også ud til Odense Universitetshospital, hvor det tidligere er kommet til uroligheder efter sammenstød i Vollsmose.

Sent tirsdag aften oplyser Fyns Politi, at der først onsdag tages endelig beslutning om grundlovsforhør af den 18-årige anholdte mand.

Samtidig understreger politiet, at det på nuværende tidspunkt ikke har flere oplysninger i sagen.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om familierelateret tumult.

Imens skriver netavisen fyens.dk, at flere personer kom i slagsmål, efter at en bil blev stjålet, og et opgør udviklede sig.

Fyens.dk skriver videre, at en af de tilskadekomne blev slået i hovedet med en hammer.

Disse oplysninger er ikke bekræftet af Fyns Politi.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx