04/08-17 16:28; Opdateret: 04/08-17 20:35

Tre mænd idømt op til ni års fængsel i stor narkosagTre mænd idømt op til ni års fængsel i stor narkosag

Domme i narkosag i Næstved lyder på halvandet og ni års fængsel. To af tre mænd har anket dommen.

storybild

Retten i Næstved afsagde fredag dom i en sag om mange kilo narko. Tre mænd blev idømt fængselsstraffe, hvoraf den højeste var på ni års fængsel. Scanpix/Claus Bech Andersen/arkiv

Næstved. Tre unge mænd er i Retten i Næstved blevet dømt skyldige i en narkosag omhandlende en større mængde narko. De tre mænd, der er henholdsvis 21, 23 og 25 år, har fået straffe mellem halvandet og ni års fængsel.

Det skriver anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Dommene er faldet i en større narkosag, der blandt andet udspillede sig på arealerne ved en sportshal nær Slagelse. Her, gemt i krattet, fandt politiet mere end fem kilo kokain i en taske.

En vakuumpakket pose med to Zastava-pistoler blev også fundet, hvilket den 23-årige Simon Petersen er idømt ni års fængsel for. Forhold som besiddelse af en større mængde amfetamin har også medvirket til hans hårde dom.

Sidste år pakkede Simon Petersen mælk i mejerikoncernen Arla, hvor den 21-årige dømte i sagen også arbejdede.

- Det er ikke særlig sjovt, at man bare har gået og pakket mælk, og så ryger man ind i sådan en sag her, sagde den 21-årige torsdag i retten.

Han er idømt en straf på seks års fængsel for besiddelse af en større mængde amfetamin, kokain og hash.

Dommen er blevet anket i håb om en mildere dom, og et forbud mod at nævne hans navn er derfor blevet udstrakt.

Den sidste tiltalte er ifølge mejerikollegerne ikke et nært bekendtskab. Det drejer sig om en 25-årig mand.

Han er dømt skyldig for besiddelse af 100 gram amfetamin og 209 gram kokain. Retten lagde vægt på, at han har haft henblik på videresalg, hvorfor han får halvandet års fængsel, oplyser senioranklager Mariam Khalil.

Han er den eneste af de dømte, der har valgt at tage imod sin dom.

Sagen, der startede sidste år, drejer sig i alt om cirka 17 kilo amfetamin og godt syv kilo kokain.

Den tager del i et større sagskompleks, hvor der er tale om 50 kilo amfetamin, som politiet beslaglagde på Bilkas parkeringsplads i Slagelse.

Yderligere ni er tiltalt i den større sag, som begynder 21. september, oplyser Mariam Khalil.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx