07/07-17 16:10

Bryd vanen: Prøv andre italienske vineBryd vanen: Prøv andre italienske vine

København. Amarone, Barolo, Brunello, Ripasso. De italienske vine er populære herhjemme, men når de store navne er krydset af listen, er der stadig masser af lækre dråber at komme efter.

storybild

Støvlelandet står for 20 procent af al vinproduktion i verden, så man snyder sig selv, hvis man altid køber det samme. Det mener Peter Hartig, der er indehaver af italienskvin.guide.

- Det kan godt spænde lidt ben, at vi i Danmark er så fokuserede på det sikre som Amarone, Valpolicella og Ripasso, bare fordi det er velkendt, siger han.

Malene Smidt Hertz er Danmarks første kvindelige vinkyper - bedre kendt som en kældermester. Hun anbefaler her en række italienske vine, som kan udfordre de mest velkendte.

1) I Piemonte i det nordlige Italien finder man den velkendte vin Barolo, men her dyrkes også en drue, som danskerne tit overser.

- Barbera er en drue, som er god til mad. Den har en høj, frisk syre og relativt høj alkoholprocent, forklarer hun.

Druen fås i vinvarianterne Barbera d'Alba og Barbera d'Asti. De findes også som fadlagrede - men koster omkring en tredjedel af de store Baroloer.

- Den vil jeg gerne slå et slag for, for jeg tror, at mange både af snobberi og af uvidenhed vælger den fra, når de ser den på hylden. Men den kan altså nogle ret gode ting, og jeg har lige set den til 79 kroner. Du kan selvfølgelig også finde varianter til 2-300 kroner, siger Malene Smidt Hertz.

2) I samme områder findes også druen og vinen Nebbiolo. Druen er den samme som grunddruen i Barolo. Den har en høj kirsebæraroma, der ikke er alt for sød.

- Vinen Langhe kan også være lavet på nebbiolo, men den kan også have en iblanding af internationale druer som merlot eller cabernet sauvignon. Druen er et godt bud, hvis man vil i samme retning som Barolo, men vil have noget væsentligt billigere, forklarer Malene Smidt Hertz.

3) Bevæger man sig ned til det centrale Italien langs adriaterhavskysten, findes en vin ved navn Montepulciano d’Abruzzo.

- Det er en ret skøn drue og vintype, for den har noget af alt det saft og kraft, som Amaronen har, men den har samtidig frisk syre og mørkhed som Baroloen, forklarer Malene Smidt Hertz.

Hun understreger dog, at Montepulciano d’Abruzzo på ingen måde er en klon af de to velkendte vine. Den er sin egen, og så fås den ofte til fornuftige priser i danske supermarkeder.

- Når jeg lige søger, kan jeg finde forskellige udgaver til 60, 79, 98 og 140 kroner, fortæller Malene Smidt Hertz.

4) Helt nede sydpå er hun og Peter Hartig utroligt enige om en vin, som burde være mere kendt på vores hjemlige breddegrader: Aglianico del Vulture.

- Den anbefaler jeg altid folk at prøve kræfter med. Den har både kraft og elegance på samme tid. Vinen er nærmest orange eller brun i farven, og sammen med en kraftig smag finder man en spinkel elegance, som man ellers oftest ser i de nordlige vine, forklarer Peter Hartig.

Han forklarer, at de syditalienske vine er eksponeret for så meget sol, at druerne bliver sødere, hvorved vinene opnår en højere alkoholprocent og en mere blød og fyldig smag.

5) På Sardinien ud for Italiens vestkyst kan man også finde en sød og rund drue - nemlig cannonau, som i virkeligheden er en spansk drue, der har stor udbredelse og hedder noget forskelligt fra land til land.

- Den får ikke så meget farve men masser af blødhed og smag og en lille antydning af restsødme. Den passer smagsmæssigt til dem, som godt kan lide Ripasso og andre lidt blødere og sødere vine, forklarer Malene Smidt Hertz.

6) I de sydlige, varme områder Lazio, Campania og i dele af Molise kan man finde nogle formidable hvidvine, forklarer Christian Thorsholt Jacobsen, der er en af de smagsansvarlige hos Dansk Sommelier Forening.

- Druerne fiano, greco og falanghina vokser i varmen omkring Napoli. Der har de held med at producere friske, mineralske hvidvine, der gør sig godt i den danske sommer, fortæller han.

Vinene passer fortrinligt til terrassen og let mad som skaldyr og middelhavskøkkenet generelt.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Denne pølsevogn skal lukke, fordi den...
bt.dk
Hareide om smertehelvede: 'Når du...
bt.dk
Christiania lukker Pusher Street: 'Vi...
bt.dk
Princess Natascha afslører sin...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx