Af Julie Bülow,Trina Nielsen - 15/03-18 22:37

Danske forskere bag ny teknologi: Din telefon ved, når du lyverDanske forskere bag ny teknologi: Din telefon ved, når du lyver

Tre forskere ved Københavns Universitet har udregnet en algoritme, som kan afsløre om du lyver på din smartphone.

storybild

Sammen med to andre forskere ved KU, har Aske Mottelson gennem det seneste år arbejdet på en algoritme, der kan afsløre en løgn. Til april bliver arbejdet offentliggjort i en forskningsartikel.

»Vi har lavet en algoritme som vi har testet med forsøgspersoner. Algoritmen kan, med informationer fra din telefon med stor sandsynlighed sige, om du taler sandt i en given situation« forklarer Ph.d.-studerende på datalogisk institut, Aske Mottelson. Han er ene af tre forskere bag projektet.

Skal algoritmen bruges af firmaer, så skal den tilpasses hvert enkelt individuelle formål forklarer han - den kan altså ikke generelt bare sige, om du er fuld af løgn.

Men skal du eksempelvis indtaste en skadesanmeldelse til dit forsikringsselskab, og lige sidder og tøver ved tanken, når du skal lyve lidt om, hvad du skal forlange i erstatning for din smadrede iPhone, så kan algoritmen afsløre, om du lyver. Eller i hvert fald om der er en sandsynlighed for, at du gør.

»Algoritmen bruger telefonens accelerometer, for at se om du ryster på hånden, og gyroskop for at se, om du gestikulerer mere end du plejer. Uret kan afkode, hvor hurtig du er til at taste for eksempel prisen på din smadrede iPhone ind,« forklarer Aske Mottelson.

Og de tre informationer sammen kan altså, hvis de bliver brugt i praksis,danne en basis for, hvordan du normalt bevæger dig, og hvordan du gør, i situationer, hvor det er profitabelt for dig at lyve.

Teorien er nu offentligt publiceret, så hvis et firma vil bruge forskernes opdagelser, så står det dem frit for.

»Man skal være sin etik bevidst, hvis man skal implementere den her teknologi. Ligesom det ikke kan bruges juridisk, når politiet bruger løgnedetektor, så kan den her teknologi det heller ikke. Men den kan give en stærk indikation«, siger Aske Mottelson.

Hos Tryg forsikring har man et mål om at man i 2020 vil have halvdelen skadesanmeldelserne håndteret automatisk online - uden der er mennesker inde over sagerne, og derfor er det vigtigt, at være på forkant med svindel, forklarer pressechef Tanja Frederiksen.

»En undersøgelse blandt vores kunder viser, at 97 procent mener, det er vigtigt, at vi efterforsker svindelsager, for det er jo de ærlige kunder, der betaler regningen. Vi ser derfor på nye teknologier, der kan hjælpe os med at identificere svindelsager,«.

I januar lancerede Tryg et nyt digitalt selskab, der hedder Undo. Her skal alle skadeanmeldelser foregå digitalt via en app. Kunderne skal blandt andet indtale handlingsforløbet på kamera, da folk er mindre tilbøjelige med at lyve til et kamera end når de sidder ved tasterne. siger hun.

Maskinlærings-algoritmen, som typen kaldes, er udviklet af tre forskere fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Forskningsartiklen bliver officielt publiceret i april 2018.

Algoritmen er kun en teknologi, der endnu ikke er gjort konkret. Til gengæld kan firmaer nu anvende forskernes teori og tilpasse den til at fungere i deres praksis.

Ved at sammenligne hvordan vi normalt bevæger hånden, gestikulerer og hvor hurtigt du taster, har forskerne afprøvet, hvordan vi gør, når vi lyver.

Telefonen observerer alle dine bevægelser, og med hjælp fra algoritmen kan man sandsynliggøre, om vi lyver eller taler sandt, hvis vi for eksempel er et par millisekunder langsommere til at taste et beløb ind.

Algoritmen kan ikke bruges juridisk, da den ikke er 100% præcis, og ikke tager højde for andre årsager til pludselige rystelser/langsom indtastning osv.

Bag forskningen står Phd studerende Aske Mottelson, post doc Jarrod Knibbe og professor Kasper Hornbæk. 

Etik-professor: “Tillidskulturen bryder sammen”

Leder af Forskningscenter for anvendt etik og videnskabsteori ved Aalborg Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, Thomas Ploug, mener, det er bekymrende, hvis man i fremtiden vil have dokumentation og tests af, om folk nu taler sandt.

»Der vil helt klart være et overvågningselement i det. Tillidskulturen bryder sammen, og vi kommer til at mistænkeliggøre hinanden, når man får nogle mere håndfaste, objektive kriterier, for hvorvidt man egentlig kan have tillid til hinanden«, siger han.

Ifølge ham kan der hurtigt opstå spørgsmål om, hvor bevisbyrden ligger:»Et firma ville jo kunne sige, vi har her en indikator for, du lyver, og så risikerer folk, de skal til at bevise, at de ikke lyver.«

Thomas Ploug kan forestille sig, at især forsikringsselskaber vil være fristet til at benytte sig af teknologien.

»Et rationelt forsikringsselskab ville jo tage det her i betragtning i forhold til at fastsætte en fremtidig forsikringspræmie,« siger han.

»Hvis de skal tjene mest muligt, kan de lave generelle betragtninger, hvor sandsynligheden for løgn bare er 'god nok' - og det ville være urimeligt. Som forbruger kan det blive meget, meget svært at gardere sig mod,« siger han.

 

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Stjerne stillede op til billede med...
bt.dk
Særligt én type kvinder får aborter...
bt.dk
Stort salg vakler: Kendt dansker kan...
bt.dk
Legendarisk dansk band: Ulovligt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx