07/11-17 13:09

Nederlag koster Finansiel Stabilitet 73 millioner kronerNederlag koster Finansiel Stabilitet 73 millioner kroner

Det er en dyr affære for Finansiel Stabilitet at forsøge at få erstatning fra Roskilde Bank gamle ledelse.

storybild

Arvid Andersen, forsvarer for tidligere administrerende direktør i Roskilde Bank Niels Valentin Hansen, udtaler sig til medierne efter frifindelsen af Roskilde Banks ledelse i Østre Landsret tirsdag d. 7. november 2017. Scanpix/Thomas Lekfeldt

Søborg. Østre Landsrets lokaler i Søborg har i over to år bogstaveligt talt været fyldt med advokater. De har forsvaret Roskilde Banks tidligere ledelse og revision mod et erstatningskrav på en milliard kroner plus flere års renter.

Jurakyndige mænd i jakkesæt arbejder ikke for håndører, og den samlede regning sidder staten, via sin skraldebank Finansiel Stabilitet, på. Det var nemlig Finansiel Stabilitet, der har søgt erstatning.

Men dommen gik Finansiel Stabilitet imod, og derfor skal Finansiel Stabilitet betale sagens omkostninger.

- Sagen er anlagt i 2010, og den langvarige forberedelse af den meget omfattende sag med mange processkrifter har omfattet flere formalitetstvister, ligesom der er gennemført et omfattende syn og skøn samt indhentet responsa.

- Hovedforhandlingen, der er blevet afviklet i perioden fra november 2015 til juni 2017 over i alt 112 retsdage, har krævet betydelig forberedelse, og ekstrakten udgør cirka 30.000 sider, skriver dommerne om grundlaget for sagens omkostninger.

Den samlede regning til Finansiel Stabilitet lyder på ikke mindre end 72.869.794 kroner.

63 millioner kroner går til statskassen, der har lagt ud for advokatbistand til blandt andre den tidligere direktør Niels Valentin Hansen og tidligere bestyrelsesformand Peter Müller.

9,9 millioner kroner går til revisionsfirmaet Ernst & Young, der også var afkrævet erstatning. Ernst & Young har dog selv lagt ud for advokaterne fra Lett, der havde sendt partner Georg Lett.

Dertil kommer de penge, Finansiel Stabilitet har brugt på sine egne advokater, hvor det kendte advokatfirma Gorrissen Federspiel er valgt.

Nu skal Finansiel Stabilitet beslutte sig for, om sagen skal i Højesteret med risikoen for, at regningen løber yderligere op.

Advokaten for Niels Valentin Hansen, Arvid Andersen, påtalte efter dommen tirsdag, at han synes, staten bruger for mange penge på at sagsøge tidligere bankledelser for, hvad de gjorde før og under finanskrisen.

- Jeg synes ikke, at det skal udvikle sig til et beskæftigelsesprojekt for velbjærgede advokater at føre de her sager.

- Så jeg vil da appellere til, at man besinder sig, når det kommer til, om man skal gå videre med denne sag, sagde han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx