Af Sebastian Kirk - 10/01-18 23:05; Opdateret: 10/01-18 23:15

Ny måling: LA skraber bunden Ny måling: LA skraber bunden

Liberal Alliance har satset stort og fået for lidt igen, mener politisk ekspert efter historisk dårlig meningsmåling.

storybild

(Billede: YouGov)

Hvis der var valg i morgen, ville Liberal Alliance indkassere en gedigen vælgerlussing.

Således viser en ny måling, YouGov har foretaget for MX, at Anders Samuelsen og co. står til at få 3,8 procent af stemmerne – det laveste til partiet i en YouGov-måling siden april 2010, hvor man netop havde indledt et comeback efter stifter Naser Khaders exit.

Liberal Alliance har igennem december og januar stået fast på et krav om store skattelettelser. De kom ikke, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) måtte tirsdag melde ud, at regeringen dropper sin skatteaftale.

Derfor ligger LA, som de har redt, mener professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager.

»De har jo truet med bål og brand og en væltet regering og alt muligt, og det har de så opgivet – tilsyneladende uden at få noget for det. Så derfor har de efter min vurdering i betydeligt omfang selv bidraget til at gøre situationen vanskelig for dem selv,« siger han.

Han sår tvivl om, hvorvidt Samuelsen og hans partifæller har haft styr på deres slagplan.

»Jeg har svært ved at forstå LA's strategi de sidste par år. Jeg har ikke kunnet se, hvorfor Dansk Folkeparti har skullet være interesseret i at give sig på de krav, LA har stillet - og det har de jo så mildest talt heller ikke gjort,« siger Rune Stubager.Hos Liberal Alliance erkender politisk ordfører Christina Egelund, at partiet har begået 'fodfejl' i forhandlingsforløbet omkring skatteaftalen. Og det kan ses på den nye måling.

»Selvfølgelig er det en træls måling, som jeg gerne havde set højere. Men omvendt er det heller ikke ret overraskende, når man ser på det stormvejr, vi har været ude i,« siger hun.

Sent onsdag aften gik Anders Samuelsen selv til tasterne på sin Facebook-profil.»I disse dage er vi så igen i massivt stormvejr. Der har været skrevet og sagt rigtig meget i de seneste uger om finanslov, om skatteforhandlinger og om udlændingepolitikken. Og der har været sagt og skrevet meget om mig, Liberal Alliance, vores position (...) UNDSKYLD! Det er 100% og ene og alene mit ansvar. Jeg tager tævene, og de er fortjente. Kritikken er 100% i orden. Det har ganske enkelt ikke været værdigt – og jeg beklager dybt over for jer alle. Uden forbehold. Jeg bøjer nakken. Jeg har fejlet,« skriver han blandt andet.

(Billede: YouGov)

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx