Af Ritzau - 30/06-17 10:07; Opdateret: 30/06-17 10:46

Stifter af krakket bank renses for anklage om svindelStifter af krakket bank renses for anklage om svindel

Østre Landsret underkender byretsdom mod Lasse Lindblad. Bagmandspolitiet kan ikke bevise anklager.

storybild

Lasse Lindblad, tidligere bestyrelsesmedlem i Capinordic Bank, har fået medhold i en straffesag i Østre Landsret. På billedet ses han ved en tidligere lejlighed i retten. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang/arkiv)

En af topfolkene fra en lille krakket bank er fredag blevet frifundet i en straffesag om skyldnersvig og mandatsvig.

Bagmandspolitiets anklage mod Lasse Lindblad fra Capinordic Bank afvises af Østre Landsret, som dermed ændrer dommen fra byretten i Lyngby. Også hans bekendte, Tom Larsen, er fredag blevet renset.

I april sidste år blev mændene af byretten hver idømt ubetinget fængsel i to år og seks måneder for skyldnersvig. Denne afgørelse er fredag streget ud.

Begge mænd, der er henholdsvis 52 og 47 år, har drevet forretning sammen i en årrække, og Lindblad blev kendt som en slags fodermester i forhold til at skaffe kunder til Capinordic Bank, hvor flere velhavere og spekulanter blev betjent.

Den kom til verden i 2006 og gik konkurs i 2010. Han var med til at stifte banken og sad i bestyrelsen.

I straffesagen har Bagmandspolitiet påstået, at makkerne dels begik mandatsvig og dels skyldnersvig.

Det første forhold drejede sig om, at mændene skulle have misbrugt Larsens selskab, Toldbodgade 10 B Aps, ved at yde et lån på fem millioner kroner til Lindblads selskab, KELL Development Aps.

Her skyldes frifindelsen, at Bagmandspolitiet ikke har kunnet fremlægge beviser for, at der var en så stor risiko for tab, at der blev handlet imod selskabets tarv.

Det andet drejede sig om et næsten tilsvarende beløb. Her påstod Bagmandspolitiet, at der blev begået skyldnersvig, da Toldbodgade 10 B Aps havde udnyttet en option til køb af aktier af DKA Consult A/S til en pris, der var væsentlig højere end børskursen.

Hertil siger landsretten, at der ganske rigtigt var en risiko for tab på cirka fem millioner kroner. Men der er ikke beviser for, at det aftalekompleks, som lå bag udnyttelsen af optionen, var en så usædvanlig eller uforsvarlig disposition, at aktiekøbet er strafbart.

Den oprindelige tiltale blev rejst tilbage i april 2014.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx