Af Ritzau - 28/04-17 05:15

Danskerne er klar til vasketoiletter og robotstøvsugereDanskerne er klar til vasketoiletter og robotstøvsugere

To af tre danskere vil gerne bruge velfærdsteknologi, hvis de får behov for pleje, viser undersøgelse.

storybild

Vasketoiletter, kørestole og sporingsteknologi er noget af det velfærdsteknologi, som danskerne er klar til at bruge, hvis de skulle få brug for pleje. (Billede: Scanpix/Bax Lindhardt)

Vasketoiletter, der vasker dig efter brug, og intelligente pilleæsker, der minder dig om glemte piller.

Står det til hovedparten af danskerne, må disse løsninger gerne være en del af fremtidens pleje. Det viser en ny undersøgelse, som Dansk Erhverv står bag.

Fredag afholder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et stort møde på Marienborg om en reform af den offentlige sektor. Her skal velfærdsteknologi også diskuteres.

Underdirektør i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen deltager også i mødet i statsministerboligen.

- Nogle af de velfærdsteknologiske løsninger har været en smule omdiskuteret, og derfor er det positivt at se, at danskerne er positive over for det.

- Velfærdsteknologien leverer win-win. Man får en bedre service, og der er også potentiale for at bruge færre ressourcer, siger Geert Laier Christensen.

I undersøgelsen svarer to ud af tre personer, at de sandsynligvis gerne vil bruge velfærdsteknologi, hvis de får behov for pleje. Blandt de 70-årige er det lidt over halvdelen, der er klar til teknologien.

Undersøgelsen spørger også ind til, hvordan danskerne har det med forskellige teknologier. I toppen er høreapparater og kørestole, men også sporingsteknologi, som via en chip kan se, hvor demente befinder sig.

Sociale robotter, som yder selskab, er danskerne dog ikke vilde med. Det er kun hver femte, der sandsynligvis ville bruge dem.

- Det er nok der, hvor man har skubbet velfærdsteknologien til det yderste, siger Geert Laier Christensen.

Der er stadig omkring 25 procent, som finder det usandsynligt, at de vil bruge velfærdsteknologi.

Derfor understreger Geert Laier Christensen også, at man i begyndelsen skal lave pilotprojekter.

- Det giver altid en teknologi et gennemslag, når man ser det demonstreret, at det har nogle muligheder, når man ikke har teknologien, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx