Af Ritzau - 03/03-17 08:51

Antallet af mindreårige i fængslerne stigerAntallet af mindreårige i fængslerne stiger

På en gennemsnitlig dag sidder 14 personer under 18 år i fængsel i Danmark. Det er fem mere end i 2014.

storybild

Selv om ungdomskriminaliteten falder, er der flere - omend stadig få - mindreårige, der ryger i fængsel i stedet for at afsone på en sikret institution. Arkivfoto. (Billede: David Ademas)

I april sidste år fremlagde Justitsministeriet dokumentation for, at færre mindreårige mistænkes og sigtes for kriminalitet. Tallene tyder utvetydigt på en faldende tendens.

Paradoksalt nok betyder det ikke, at der er færre mindreårige i fængsel. Tværtimod. Det skriver fagbladet Fængselsfunktionæren.

Oftest vil mindreårige blive sendt i sikrede institutioner. Men nogle få mindreårige sendes i fængsel. Og det tal er steget, så hvor der i 2014 var gennemsnitligt ni mindreårige i fængsel hver dag, så var gennemsnittet 14 i 2016.

Ikke siden 2010 har tallet været deroppe. Det er til trods for, at der er sket en halvering i antallet af sigtede eller mistænkte 10-17-årige fra 2006 til 2015.

Børnerådets formand, Per Larsen, der også er tidligere chefpolitiinspektør, ærgrer sig over, at der er flere mindreårige, som får indsigt i livet bag tremmerne.

- De her børn og unge har brug for en intensiv pædagogisk indsats, og ikke de voldsomme omgivelser et rigtig fængsel er, siger han til Fængselsfunktionæren.

De mindreårige ender ikke i fængslerne, fordi der ikke er plads på de sikrede institutioner. Det siger Hannah Hagerup, der er socialfaglig konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen, til Fængselsfunktionæren.

Hun forklarer til fagbladet, at der kan være flere årsager til, at der ryger flere mindreårige i fængsel frem for på sikrede institutioner.

- Det kan for eksempel være, fordi de af en dommer vurderes til at ville stikke af fra en sikret institution og derfor skal varetægtsfængsles i en arrest, eller måske tidligere har haft et problematisk ophold på en sikret institution, siger Hannah Hagerup til Fængselsfunktionæren.

Hun oplyser, at der er en forvaltningsrevision af området i gang for at finde ud af, hvorfor tallet stiger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx