Af Ritzau - 11/04-17 11:48; Opdateret: 11/04-17 13:03

EU-udvalg giver grønt lys til dansk Europol-aftaleEU-udvalg giver grønt lys til dansk Europol-aftale

En dansk særaftale om Europol er tirsdag kommet et skridt nærmere inden vital deadline 1. maj.

storybild

Den kommende danske særaftale om Europol skal angiveligt revurderes i 2020. Et ønske om en egentlig udløbsdato fra EU-Parlamentet bliver således næppe opfyldt. (Billede: Scanpix/Lex Van Lieshout)

Om 19 dage ryger Danmark ud af det europæiske politisamarbejde Europol.

Alt tyder dog på, at en særaftale når at falde på plads, inden det går så galt.

Tirsdag har EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg, LIBE, i hvert fald sagt god for aftalen. Det skete med et overvældende flertal på 51 stemmer for og blot en enkelt imod. Endnu én person afstod fra at stemme.

Dermed ryger stafetten nu videre til det samlede EU-Parlament.

På en samling i Bruxelles 27. april ventes parlamentet ligeledes at bifalde det fortsatte samarbejde mellem Europol og Danmark.

Derefter har EU's medlemslande tre dage til at underskrive papirerne inden den vitale deadline 1. maj.

Vejen mod en særaftale har ikke været uden forhindringer. Blandt andet har EU-Parlamentet krævet en udløbsdato, så Danmark ryger ud igen om fem år.

Det budskab gentager borgerrettighedsudvalget tirsdag i sit høringssvar, som nu ryger videre til afstemning i det samlede parlament.

Intet tyder dog på, at det også ender sådan. Virkeligheden er nemlig den, at EU-Parlamentet alene har krav på at blive hørt. Og hverken Danmark eller Europol mener, at en udløbsdato er vejen frem.

Derimod er det mest sandsynlige, at særaftalen vil skulle revurderes i 2020.

Danmark fik problemer med Europol, da vælgerne ved en folkeafstemning 3. december 2015 stemte nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Det betyder, at Danmark ikke længere kan være fuldgyldigt medlem af politisamarbejdet.

Den danske særaftale vil ikke give dansk politi direkte søgeadgang i Europols databaser som i dag. I stedet får politiet adgang til oplysninger via dansktalende personale.

På sigt frygtes det, at det vil være en begrænsning i jagten på forbrydere, da danske betjente dermed ikke vil kunne søge i Europol via en smartphone.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx