Af Ritzau - 16/12-16 11:37; Opdateret: 16/12-16 12:30

41-årig idømmes fængsel for 11 påsatte brande på Fyn41-årig idømmes fængsel for 11 påsatte brande på Fyn

En mand er kendt skyldig i at have påsat flere brande i Odense. Desuden dømmes han for blufærdighedskrænkelse.

storybild

En 41-årig mand er idømt fem års fængsel for 11 påsatte brande i Odense. Arkivfoto. (Billede: Free/Free / Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

En 41-årig mand er ved Retten i Odense idømt fem års fængsel for 11 påsatte brande i Odense og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Brandstifteren - Johnny Christopher Butler - var tiltalt for i alt 14 brande, der angiveligt blev påsat i perioden fra august sidste år til februar i år. Ifølge anklageskriftet forårsagede de skader for mindst 23 millioner kroner.

Men manden dømmes altså for 11.

Brandene, som han dømmes for, gik blandt andet ud over værtshuset Bondestuen, Odense Roklub og en spejderhytte ved Fruens Bøge.

Anklager Jakob Thaarup fra Fyns Politi har argumenteret for en straf på seks til otte år, men er alligevel positiv over udfaldet.

- Jeg er glad for, at der er sket domfældelse for langt hovedparten af brandene, som i øvrigt omfatter de absolut alvorligste, der ramte roklubben, Bondestuen og spejderhytten.

- Men jeg må selvfølgelig tage til efterretning, at retten i forbindelse med tre af brandene mener, at beviserne ikke rakte, og at straffen ligger et stykke fra det, som jeg har påstået, siger Jakob Thaarup.

Ud over brandstiftelse var Johnny Christopher Butler tiltalt for et tilfælde af blufærdighedskrænkelse, som han er fundet skyldig i.

Dette fandt sted i Odense-bydelen Dalum i november sidste år, hvor han ifølge anklagen belurede en kvinde og begyndte at onanere, da hun så ham.

Anklagerne mod manden har bygget på dna-spor, beviser fundet under ransagning af den 41-åriges bopæl og billeder fra videoovervågning.

Han er tidligere straffet for røveri, tyveri, vold og trusler. Men det er første gang, at han dømmes for brandstiftelse.

Den 41-årige har gennem sagen nægtet sig skyldig i alle anklager mod ham. Han har udbedt sig betænkningstid for at overveje, om han vil anke dommen.

Brandstifteren skal i øvrigt betale sagens omkostninger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx