Af Ritzau - 17/03-17 10:40; Opdateret: 17/03-17 12:52

Nato-chef opstiller dyr ønskeliste til dansk forsvarNato-chef opstiller dyr ønskeliste til dansk forsvar

Nato har brug for kampfly, artilleri og droner, siger Jens Stoltenberg, der drøfter ønsker med regeringen.

storybild

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, besøgte fredag Kastellet i København sammen med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Danmark skal fortsætte med at deltage i terrorbekæmpelse i Afghanistan og spille en rolle i Østersø-regionen.

Sådan lyder det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Han taler fredag med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Med sig har han en dyr ønskeliste, der skal styrke det fælles forsvar i Nato.

- Nato har brug for at styrke luftforsvaret og få mere artilleri. Vi har brug for mere overvågning, flere droner og fly, der kan tanke op i luften.

- Det er en lang liste. Men hvad Danmark kan bidrage med, har vi endnu ikke afgjort, siger Jens Stoltenberg.

Han oplyser, at Nato og Danmark fortsat drøfter styrkemål, og hvilke kapaciteter Danmark kan bidrage med.

- Det er vi ikke færdige med endnu. Men vi har brug for kapaciteter, der kan gøre Natos forsvar tungere, hurtigere og større, siger Jens Stoltenberg.

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør fokusere indsatsen på internationale missioner som Afghanistan og Irak eller koncentrere sig om sikkerheden i Østersø-regionen, siger Stoltenberg:

- Vi har både brug for Danmark i Østersøen og ude i verden. Danmark bidrager til at bekæmpe terror i Afghanistan. Men vi har også brug for, at Danmark fortsætter med at bidrage i Østersø-regionen med eksempelvis styrker til Estland.

Stoltenberg understreger, at oprustningen ikke skal ses som en intention om at starte en "ny kold krig" eller et våbenkapløb med Rusland.

- Rusland er vores nabo. Men vi har brug for defensive kapaciteter, som kan opløse spændingerne i Østersø-regionen, siger Jens Stoltenberg.

Alle Nato-lande lovede i 2014 at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar inden for ti år. Men hvad sker der, hvis Danmark ikke kommer i nærheden af de to procent?

- Jeg fokuserer på, at vi skal lykkes og ikke på, hvad der sker, hvis vi ikke lykkes. Vi har set, at man er begyndt at tage vigtige skridt i den rigtige retning allerede, siger Jens Stoltenberg.

Nato-chefen er glad for, at flere partier i Folketinget har åbnet for at bruge mere på forsvar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx