Af Lars Dinesen - 31/10-17 16:11

Alternativet vil straffe psykisk vold lige så hårdt som fysisk voldAlternativet vil straffe psykisk vold lige så hårdt som fysisk vold

Efter flere dages fokus på psykisk vold foreslår Alternativet nu, at psykisk vold kriminaliseres under en ny og selvstændig paragraf i straffeloven.

storybild

Modelfoto. (Billede: Ólafur Steinar Gestsson)

Alternativet vil have en konkret paragraf skrevet ind i straffeloven, der kriminaliserer psykisk vold.

Det skriver Radio24syv.

Partiet mener, at den psykiske vold skal straffes på lige linje med fysisk vold.

”Vi ved, at der er rigtig mange kvinder, der er udsat for psykologisk vold og det er vigtigt, at der bliver taget hånd om det nu. Derfor skal en ny paragraf sidestille psykisk og fysisk vold”, siger Alternativets retsordfører Josephine Fock til programmet '55 minutter' på Radio24syv.

Partiet foreslår, at psykisk vold skal kunne straffes med både fængsel og med forebyggende indsatser som særligt tilrettelagte behandlings- og rådgivningsforløb.

Psykisk vold er, når et menneske over længere tid er udsat for krænkende, respektløs eller ydmygende adfærd fra en person i de nære relationer.

Udover en ny paragraf, der klart og tydeligt slår fast, at psykisk vold er strafbart, foreslår Alternativet, at der udarbejdes en national handlingsplan på området, samt nationale retningslinjer for, hvordan ofre for psykisk vold mødes af politiet, og hvordan deres anmeldelser håndteres. Og så skal de fagprofessionelle, der arbejder med voldsofre, vide mere om psykisk vold:

”Når den voldsramte møder systemet, så skal de mødes af mennesker, der ved noget om psykisk vold, så vi vil meget gerne have en generel kompetenceforbedring hos de mennesker, ofrene møder”, siger Josephine Fock til Radio24syv.

Forslaget om en ændring af loven kommer efter landets over 40 krisecentre samlet har opfordret til, at psykisk vold bliver mere eksplicit forbudt i straffeloven. Også flere fagfolk har været i medierne og opfordre til kriminalisering.

Ifølge Landsorganisationen af Kvindekrisecentre havde 95 procent af de kvinder, der opsøgte et krisecenter i 2012, været udsat for psykisk vold. Og et amerikansk forskningsprojekt viser, at psykisk vold fører til større psykisk mistrivsel hos ofrene end fysisk vold.

Justitsministeriet konkluderer i et notat fra 2013, at det allerede med de nuværende straffebestemmelser er muligt at straffe psykisk vold. Straffelovens paragraf 245 stk. 2 giver op til 6 års fængsel for skader på en anden persons helbred og straffelovens paragraf 266 forbyder trusler, der ”fremkalder alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd”.

Men det er flere gange påvist, at paragrafferne ikke bliver brugt til at rejse sager om psykisk vold. Blandt andet i et speciale om vold mod kvinder skrevet af cand.jur. Mathilde Worch Jensen og cand.jur. Trine Louise Larsen.

I går erklærede Justitsminister Søren Pape Poulsen sig parat til at se på området:

”Psykisk vold er en forfærdelig forbrydelse, som kan give dybe ar på sjælen hos ofrene. Den slags overgreb skal der sættes ind overfor. Psykisk vold kan allerede i dag straffes efter straffeloven, men jeg vil gerne kigge på, om der er behov for justeringer på området, så vi fremover bedre kan hjælpe ofrene for psykisk vold”, siger han i en skriftlig kommentar til Radio24syv.

Både Norge, Storbritannien, Spanien og Frankrig har kriminaliseret psykisk vold i parforholdet.

En evaluering af den norske ”lov mod mishandling i nære relationer” fra januar i år viste dog, at både dommere, statsadvokater og politiefterforskere finder det svært og meget tidskrævende at rejse sagerne om psykisk vold.

Alternativets retsordfører Josephine Fock mener dog fortsat, at en ny paragraf er afgørende:

”Bare fordi det er svært, så betyder det jo ikke, at det ikke er rigtig. Men resultatet fra Norge understøtter, at den her paragraf på ingen måde kan stå alene, og det er også derfor, at vi foreslår en række yderligere tiltag på området”.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx