Af Ritzau - 06/05-17 13:43; Opdateret: 06/05-17 14:19

Kulturminister Bock skyder idé om en sportsminister nedKulturminister Bock skyder idé om en sportsminister ned

DBU ønsker en sportsminister. Men idrætten har gode forhold under Kulturministeriet, mener Mette Bock.

storybild

Kulturminister Mette Bock (LA) ser ingen problemer med at have sporten under sig i Kulturministeriet. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Hvis Dansk Boldspil-Union (DBU) har sendt en bold ind til kulturminister Mette Bock (LA), så sender hun bolden langt over mål.

DBU har opfordret regeringen til at udpege en decideret sportsminister i stedet for at have sportsområdet under Kulturministeriets vinger. Men det er en dårlig idé, mener Bock.

- I dag er det sådan i Danmark, at idrætten har adgang til mange ministerier. Selv om det ligger i Kulturministeriet, har man adgang til Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet og til statsministeren.

- Får vi en minister, der har ansvaret for sporten, vil der kun være én port ind til det politiske system, siger Bock.

Det er formandskabet i DBU, der i et indlæg på dbu.dk har skrevet, at Danmark har brug for landets første sportsminister.

Meldingen skal ikke ses som en kritik af Kulturministeriet eller ministeren, skriver formand Jesper Møller og næstformand Bent Clausen i fællesskab.

Bock slår fast, at hun er dedikeret til sporten, selv om hun også skal tage sig af alverdens andre ting. For eksempel skal hun sørge for at få en aftale om det næste medieforlig på plads.

Men Bock påpeger, at hun som kulturminister også kommer til at have stor fokus på kampen mod doping. Formentlig mere end nogen anden kulturminister før hende.

- Det er ikke en opgave, som er uoverstigelig stor for mig. Danmark har på det område en meget høj troværdighed og derfor også en vigtig røst i international henseende, siger ministeren.

Jesper Møller og Bent Clausen mener, at der er et potentiale i dansk sport, som ikke bliver udnyttet.

- En sportsminister kan skabe mulighed for nye indtægter til Danmark ved at eksportere den danske idrætsmodel til udlandet - præcist som det er sket med andre velfærdsmodeller, står der i indlægget.

De to nævner også, at regeringen ved at udnævne en ældreminister har vist "evne til at se, hvordan et område kan skabe større resultater, hvis ansvaret samles ét sted".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx