Af Ritzau - 05/04-17 22:42; Opdateret: 06/04-17 00:05

Studerende kan nu kombinere studie og job på deltidskandidatStuderende kan nu kombinere studie og job på deltidskandidat

Regeringen gør det muligt for universitetsstuderende at koble arbejde og studie på nye kandidatuddannelser.

storybild

Det bliver nu muligt for landets studerende at tage en deltidskandidat på fire år, så de samtidig kan have et arbejde. Således håber uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), at landets studerende kan bruge det, de lærer, i erhvervslivet - og bliver bedre klædt på til arbejdsmarkedet. (Billede: Scanpix/Mathias Bojesen)

Universiteterne kan nu oprette kandidatuddannelser på deltid, så landets studerende kan studere samtidig med, at de prøver kræfter med erhvervslivet.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen giver landets universiteter mulighed for at udbyde erhvervskandidatuddannelser, som vil tage fire år i stedet for to år, hvor de studerende således samtidig kan arbejde.

Og det er både til glæde for de studerende og for erhvervslivet, mener uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

- Studerende skal have mere frihed til at prøve arbejdsmarkedet af, inden de færdiguddanner sig.

- Studerende kan på en helt ny måde erhverve sig kompetencer, som er anvendelige i deres arbejdsliv. Samtidig får virksomhederne adgang til splinterny viden og mere kvalificerede medarbejdere, siger ministeren.

Den nye erhvervskandidatuddannelse er oprettet som en forsøgsordning og er første tiltag i en ny frihedspakke på uddannelsesområdet.

Kandidaten skal give de universitetsstuderende bedre chancer for at bruge det, de lærer på studiet, på arbejdsmarkedet.

De studerende, som bliver optaget på erhvervskandidatuddannelserne, skal være ansat i mindst 25 timer om ugen i et job, hvor de er blevet ansat på baggrund af deres bachelor.

Det faglige indhold på erhvervskandidatuddannelserne vil være det samme som på de toårige kandidatuddannelser. Og kravene til de studerende vil være det samme, undervisningen vil blot blive tilrettelagt anderledes og sprede sig over fire år.

De studerende vil ikke få SU på erhvervskandidatuddannelserne, men i stedet få løn fra det arbejde, de har.

Søren Pind vil invitere Folketingets partier til forhandlinger om forsøgsordningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx