01/11-17 13:06; Opdateret: 01/11-17 14:26

Anklage: Islamisk Stat gav unge danskere våbentræningAnklage: Islamisk Stat gav unge danskere våbentræning

To mænd erkender at være rejst til Syrien, men de nægter at have sluttet sig til Islamisk Stat.

storybild

Retten på Frederiksberg har onsdag indledt en sag, der handler om, hvorvidt to mænd tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien. Scanpix/Liselotte Sabroe/arkiv

København. Nødhjælpsarbejde eller træning i våben og terrorangreb hos den militante gruppe Islamisk Stat?

Det er det spørgsmål, der skal afgøres i en terrorsag, som onsdag er blevet indledt ved Retten på Frederiksberg.

Her er to mænd, en 21-årig og en 30-årig, tiltalt for i sommeren 2013 at være rejst til Syrien for at tilslutte sig og kæmpe for Islamisk Stat.

Ifølge anklagen rejste de ind i landet 10. juli, hvor de blandt andet modtog træning i brug af våben frem til 29. juli.

De erkender begge at være rejst til det krigshærgede land, men de nægter tiltalen om at have tilsluttet sig den militante gruppe.

De tiltalte hævder, at de tog afsted for at lave nødhjælpsarbejde.

I det store retslokale sidder de to nydeligt klædte mænd stille og roligt og lytter til anklager Sonja Hedegaards forelæggelse af sagen. En lille håndfuld af deres venner er mødt op, og de smiler til hinanden, når de får øjenkontakt.

Den 21-årige mand, der altså kun var 17 år, da han drog til Syrien, kan risikere at få taget sit danske pas og blive smidt ud af landet.

Det er nemlig anklagemyndighedens opfattelse, at manden har dobbelt statsborgerskab, hvorfor han skal udvises til Irak, såfremt han kendes skyldig.

Hans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, bestrider dog, at den 21-årige også har et irakisk pas.

Sagen mod de to mænd er en del af et sagskompleks, hvor der i foråret blev rejst tiltale mod i alt seks mænd. Det skete, blandt andet fordi det amerikanske forbundspoliti FBI kom i besiddelse af et medlemskartotek med navne på flere end 5000 formodede syrienkrigere.

Sagerne kører dog som fem adskilte retssager.

Der er allerede faldet dom i to af sagerne. Senest i sidste uge, hvor en 26-årig mand blev idømt fire års fængsel. Han blev dømt for at have ladet sig hverve til IS - også i Syrien.

Her skete det et par måneder senere, end hvad de to mænd onsdag er tiltalt for.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx