15/08-17 17:15; Opdateret: 15/08-17 17:33

Beboertalsmand: Pas på med at stigmatisere Nørrebro-ungeBeboertalsmand: Pas på med at stigmatisere Nørrebro-unge

Nørrebro-talsmand roser, at kommune tænker langsigtet, men savner også mere synligt politi her og nu.

storybild

København. Det skal gøres mere for at skærme Nørrebros unge fra bandernes negative indflydelse. Det mener Københavns Kommune og Københavns Politi, der er gået sammen om nye tiltag.

Blandt andet kan unge under 18 år, som er i risiko for at havne i bandemiljøet, forvente at få et besøg af en SSP-medarbejder. Tiltaget lyder umiddelbart godt i Terje Bechs ører.

Han er talsmand for borgerinitiativet "Vi tager gaderne tilbage" på Nørrebro.

- Der er en skarp knivsæg at gå på, så man får fat i de rigtige og ikke får stigmatiseret en hel årgang af unge på Nørrebro som potentielle bandemedlemmer, når det i virkeligheden er en ganske lille skare.

- Men det er rigtigt godt at tage fat i den tidlige forebyggelse.

- Vi ser jo, at en af de ting, som skal løse det på lang sigt er, at vi skal have stoppet tilgangen til banderne, siger han med forbehold for, at han ikke har set de helt konkrete tiltag.

Hjemmebesøget er et af i alt ti tiltag, som politiet og Københavns Kommune er sammen om. Tirsdag aften skal økonomiudvalget tage stilling til tiltagene. Der forventes et klart flertal for forslagene.

Terje Bech påpeger dog, at der her og nu stadig er brug for mere politi på gaden. Det skal være betjente, som patruljerer til fods, mener han.

- Man skal møde noget politi, som også kan få en relation til de unge, så vi kan få retableret det forhold mellem de unge og politiet, siger han.

Hen over sommeren er bandekonflikten i København eskaleret. Siden den 13. juni har der været 26 skudepisoder.

Borgerinitiativet holdt mandag aften et fakkeltog på gaden som følge af det seneste skyderi søndag aften. Her blev en tilsyneladende tilfældig 39-årig mand ramt af skud ved Mimersgade.

Den seneste tids skyderier kan godt mærkes blandt beboerne, fortæller Terje Bech, der dog selv stadig føler sig tryg i området.

- Generelt set tror jeg, at man føler sig belastet – både unge eller gamle. Det skaber en utryghed, som man gerne ville være foruden, siger talsmanden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx