Af Ritzau - 24/01-17 16:10; Opdateret: 24/01-17 16:35

Dansk Filminstitut i Oscar-ekstase: Nu kan alt skeDansk Filminstitut i Oscar-ekstase: Nu kan alt ske

To danske film blev tirsdag nomineret til Oscar-statuetter, og for DFI kunne det ikke have været meget bedre.

storybild

Den danske efterkrigsfilm "Under sandet" og kortfilmen "Silent Nights" er begge blevet nomineret til en Oscar. (Billede: Scanpix/Cap/fb)

Både efterkrigsdramaet "Under Sandet" og kortfilmen "Silent Nights" skal dyste om en Oscar, når priserne uddeles i februar i Los Angeles, og det er noget, der i den grad begejstrer Det Danske Filminstitut (DFI).

- Jeg synes, det ser ekstremt godt ud. Man kan ikke ønske sig meget mere end at have hele to danske film nomineret. Der er kun grund til at være imponeret af de mennesker, der laver film i det her land, siger Claus Ladegaard, der er vicedirektør for filmstøtte på Det Danske Filminstitut.

Mens "Under Sandet" skal kæmpe i kategorien bedste ikke engelsksprogede film, skal Aske Bangs "Silent Nights" kæmpe om en statuette for bedste kortfilm.

Ifølge Claus Ladegaard er det ikke utænkeligt, at det ender med danske statuetter, selv om der er hård konkurrence.

- Fra nu af kan alt ske. Det er to film, der begge bestemt har en chance. Men det må man så bare desværre også sige om nogle af de andre. De er oppe imod film, der har fyldt meget både hos publikum og hos kritikerne, siger Claus Ladegaard.

- Men jeg går til den aften med store forhåbninger, og det er min klare overbevisning, at vi ikke er uden vinderchancer, siger han.

Det er gået rigtig godt for Danmark i Oscar-nominerings-sammenhænge de senere år, hvor både "Jagten" (2013), "En kongelig affære" (2014) og "Krigen" (2016) har dystet om at vinde en statuette i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Det har Claus Ladegaard en forklaring på.

- Vi er gode til at lave film, men ikke bare det. Vi er gode til at lave film, der både har en kunstnerisk kvalitet, og som rækker ud mod publikum, forklarer han og uddyber:

- Mange lande kæmper jo med, at de på den ene side gerne vil lave det meget kunstneriske, men også elitære og det meget industrielle på den anden side.

Han mener, at "Under Sandet", som instruktøren Martin Zandvliet står bag, rammer helt rigtigt, hvad det angår.

- "Under Sandet" er et fantastisk eksempel på en film, der både har store filmiske og visuelle kvaliteter og fortæller en vigtig historie, og som samtidig gør det på en måde, hvor den taler til et rigtig stort publikum, fortæller han.

Den kun 28-årige instruktør Aske Bang skal også kæmpe om dansk Oscar-ære med sin kortfilm "Silent Nights".

Den er produceret af M & M Productions, der før har været nomineret hele otte gange i kategorien og har scoret fire Oscar-statuetter - senest i 2014 med Anders Walthers "Helium".

"Silent Nights" handler om Inger, der arbejder frivilligt på et herberg og forelsker sig i immigranten Kwame.

- Det er imponerende. Det er en film, der tematisk og i sin handling rammer et emne, der er rigtig, rigtig vigtigt, nemlig immigration, og den gør det på en rørende og dramatisk måde. Og så står der nogle producenter bag, der virkelig forstår at bringe danske kortfilm hele vejen til nomineringer og statuetter, siger Claus Ladegaard.

Oscarshowet afholdes 26. februar.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx